Udtalelser: Dispensation kan ikke imødekommes

LAFAK og Museum Nordsjælland: ‘Der kan ikke gives dispensation’.

“Der kan kun gives dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser.” Derfor kan en dispensation i dette tilfælde ikke imødekommes. Foto: AOB

“Der kan kun gives dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser.” Derfor kan en dispensation i dette tilfælde ikke imødekommes. Foto: AOB

UDTALELSER Vi har tidligere omtalt, at en borger har ansøgt kommunen om dispensation til udstykning af ejendommen Blovstrød Byvej 16A og 16B - LÆS HER. Ejendommen er placeret i den bevarede ældre del af Blovstrød og ligger direkte ud til Grønholmen med gadekæret og er meget iøjnefaldende. En eventuel udstykningen er i konflikt med bestemmelserne i ‘Lokalplan 110 For den ældre del af Blovstrød’ og kræver derfor dispensation.

Sagen har været til behandling i Teknik-, Erhvervs-, Plan,- og Miljøudvalget, som har besluttet at indhente udtalelser fra LAFAK (Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune) og Museum Nordsjælland om der bør gives dispensation til lokalplanen.

Nu foreligger der en udtalelse fra såvel LAFAK som fra Museum Nordsjælland.

LAFAK har sendt en udtalelse, hvoraf det fremgår, at LAFAK ikke mener, at ansøgningen på nogen måde bør imødekommes. LAFAK begrunder bl.a. dette med:

  • At Allerød Kommunes kulturmiljøer er meget bevaringsværdige og særdeles sårbare for ændringer, som en eventuel dispensation af denne karakter lægger op til.

  • At Grønholmen, Blovstrød Gadekær og nærheden til Blovstrød Kirke er et helt unikt område i Allerød Kommune. Et gammelt landsbymiljø karakteriseret ved ældre bygninger bl.a. Vindbygård omkring den åbne grønning (forte) og Blovstrød gadekær.

  • At ejendommens arkitektoniske betydning herunder grundens karakter med facade mod Grønningen og stor åben have er helt afgørende for, at kulturmiljøet er intakt og opleves som den helhed området er tænkt.

  • At det fremgår af lokalplanen, at “der kan kun meddeles dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser og kun under forudsætning af, at det ikke ændrer den særlige karakter af området, der søges skabt og fastholdt ved lokalplanen.”

  • At en udmatrikulering af ejendommen er en meget markant ændring af den store landsbyhave og er helt i modstrid med den bevarende lokalplans intentioner, der desuden kan skabe en meget uheldig præcedens andre sårbare steder i kommunen. 

Museum Nordsjælland er ligeledes meget imod en udstykning af grunden:

  • Museet anser en potentiel udstykning som en alvorlig forringelse af de kultur- og arkitekturhistoriske værdier i området. 

  • Museet tilslutter sig LAFAK’s udmelding om, at det af lokalplanen klart fremgår at: Der kun kan meddeles dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser; og en udmatrikulering af ejendommen er helt åbenlyst en meget markant ændring.

Teknik-, Erhvervs-, Plan,- og Miljøudvalget tager endelig stilling til sagen ved næste skypemøde: tirsdag, den 5. januar.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET