Der kan ikke gives dispensation

Blovstrød-borgere: “Pil ikke ved lokalplanen - den skal beskytte vores unikke miljø vi har omkring kirken og Grønholmen med gadekæret”.

Det er ikke en tilfældighed, at bygningen er angivet som bevaringsværdig i lokalplanen. Hele forløbet mod Blovstrød Byvej fremstår som en helhed, og beplantningen mod forten er i fin overensstemmelse med landsbykarakteren. Foto: AOB

Det er ikke en tilfældighed, at bygningen er angivet som bevaringsværdig i lokalplanen. Hele forløbet mod Blovstrød Byvej fremstår som en helhed, og beplantningen mod forten er i fin overensstemmelse med landsbykarakteren. Foto: AOB

PROTESTER Som AOB tidligere har beskrevet, har en borger ansøgt kommunen om dispensation til udstykning af ejendommen Blovstrød Byvej 16A og 16B - LÆS HER. Den ligger i den bevarede ældre del af Blovstrød og ligger direkte ud mod grønholmen med gadekæret og er meget iøjnefaldende. En eventuel udstykningen er i konflikt med bestemmelserne i ‘Lokalplan 110 For den ældre del af Blovstrød’ og kræver derfor dispensation.

Katastrofe
I forbindelse med vores tidligere artikel har en del Blovstrød-borgere givet udtryk for, at det ville være en katastrofe, hvis kommunen giver efter for en dispensation, som bl.a. vil medføre, at der bliver opført en ny ekstra villa på det udstykkede grundareal med ny indkørsel og den markante og fine hvide havemur med de nuværende fine murede carport fjernes.

Der kan ikke gives dispensation
En borger gør iøvrigt opmærksom på følgende: Under lokalplanens retsvirkninger står der bl.a. anført: ‘Der kan kun meddeles dispensation til mindre væsentlige lempelser af lokalplanens bestemmelser og kun under forudsætning af, at det ikke ændrer den særlige karakter af området, der søges skabt og fastholdt ved lokalplanen.’

En udstykning - med en konsekvens af opførelse af en ny bygning - vil således ikke kunne gives, idet der vil bliver tale om væsentlige ændringer af den særlige karakter af området.

I ‘Lokalplan 110 For den ældre del af Blovstrød’ indgår et kort over det aktuelle område, hvor de bevaringsværdige bygninger er fremhævet med sort. Blovstrød Byvej 16A og 16B er her fremhævet med gul markering.

I ‘Lokalplan 110 For den ældre del af Blovstrød’ indgår et kort over det aktuelle område, hvor de bevaringsværdige bygninger er fremhævet med sort. Blovstrød Byvej 16A og 16B er her fremhævet med gul markering.

Den arkitektoniske værdi er høj
Som anført i sagsbeskrivelsen er ejendommens arkitektoniske værdi høj. Den lange bygning med gavl mod Blovstrød Byvej er den oprindelige. Den lille bygning mod nord parallelt med Blovstrød Byvej er fra 1976, men opført helt i stil med den oprindelige, og man har derved opnået en god helhed. Lige sådan med havemur og muret carport mod syd.  Hele forløbet mod Blovstrød Byvej fremstår som en helhed, og beplantningen mod forten er i fin overensstemmelse med landsbykarakteren.

Inden man tager endelig stilling til ansøgningen har Teknik-, Erhvervs-, Plan,- og Miljøudvalget fremsendt sagen til udtalelse hos Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET