Borgermødet om varme-forsyning var et tilløbsstykke

Der var ‘fuldt hus’ i Centerhallen i lørdags, da kommunen præsenterede de forskellige varmeforsyningsmuligheder. Mange måtte stå op.

Kortet viser fjernvarmemulighederne i Blovstrød. Farverkoderne viser følgende udrulningsplan: MØRKEGRØN: Nuværende fjernvarme. ORANGE: Projektforslag 2023-2028, GRØN: 2023-2025. BLÅ: 2026-2027. GUL: 2028. GRÅ: Ikke i den nærmeste fremtid. Grafik: Norfors

Hvis man vil gå tættere ind på ovenstående kort og se præcis hvor de enkelte områder ligger, så vælg HER.

LANGE UDSIGTER På borgermødet i lørdags var der mødt rigtige mange borgere frem for at høre mere om kommunens varmeplaner. Men det blev klart for mange, at fjernvarmeudrulningen måske ikke kommer til at foregå i det tempo, som man kunne ønske sig - netop i denne tid. Langt de fleste områder skal vente langt frem til 2028 med fjernvarmen, og i mange områder planlægges det slet ikke.

En ting, som kan undre er, at på Norfors’ kort viser udrulningsplanen at på Lundegårdsvej er det kun den ene side af vejen, man får fjernvarme 2023-2025. Den anden side af vejen må vente til 2028.

Alternativer
Der blev fremlagt nogle interessante alternativer. F.eks. E.ON-forslag om at lave et ‘lokalt’-varmenet for Lynge, som så ud til at kunne være et godt alternativ.

Gate-21 fortalte om, hvordan varmen fra forskellige kilder kan bruges til opvarming af flere husstande. Jordvarme, varmepumper, overskudsvarme fra lokale virksomheder mm. Men projektet arbejder bl.a. med lodret jordvarme, som jo ikke vil blive godkendt i Allerød Kommune!

I den sidste del af mødet var der seks dialogstande man kunne besøge:
1) Forvaltningen, om varmeplanen, samt generel vejledning/hjælp.
2) Forvaltningen, om planlægning og byggetilladelser.
3) SparEnergi, om energirenovering, varmepumper, tilskudsmuligheder.
4) Gate21, opstart af lokale varmenet/termonet.
5) Den Grønne Guide. Borgerrettet information om energi og klima.
6) Repræsentant for varmepumpeleverandørerne.

Efter mødet i lørdags skriver byrådsmedlem Anders Møller Glümer bl.a. på Facebook: “Ny Allerødgårds jorde har i mange år været genstand for mange diskussioner. Den er - som jeg forstår det - ejet af Allerød Kommune, og her kunne der nedgraves horisontal jordvarme og evt. solceller ovenpå?”

Han skriver videre “Blovstrøds enge kunne udlægges til horisontal jordvarme. Det vil være en kort periode , hvor engen er opgravet, hvorefter den igen er eng. Hvor mange husstande ville kunne opvarmes? Jeg ved det ikke - men jeg tænkte, det kunne være interessant at få undersøgt den slags projekter.”

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET