Corona-krisen har ind til videre kostet kommunen over 6 mio.kr.

Indtil den 20. april har Allerød Kommune haft ekstra udgifter på grund af corona-situationen på godt seks millioner kroner. Tallet på længere sigt er svært at vurdere.

Det er endnu ikke muligt at opgøre alle de økonomiske konsekvenser, men ind til den 20. april beløber corona-udgifterne sig til over seks millioner. Foto: AOB

CORONA-KRISEN Ved torsdagens byrådsmøde blev det oplyst, at corona-situationen indtil videre skønnes at have kostet Allerød Kommune 6,2 millioner kroner i afledte udgifter.

Det er endnu ikke muligt at opgøre alle de økonomiske konsekvenser, men af et notat i sagen fremgår en række konkrete corona-udgifter:

På børne- og skoleområdet er der blevet brugt knap 175.000 kroner i forbindelse med genåbningen af kommunens institutioner og skoler. Pengene på området er gået til indkøb af pavilloner til dagtilbudsområdet (cirka 20.000 kroner), etablering af håndvaske i skolegårde (cirka 60.000 kroner) og indkøb af 2835 beholdere med håndsprit for i alt 93.555 kroner.

Derudover forventer kommunen en endnu ukendt udgift til ekstra personale i daginstitutionerne efter genåbningen.

Ekstraudgifter til mere personale og vikarer forventer kommunen også at få på ældreområdet, hvor etableringen af midlertidige pladser allerede er prissat. Således fremgår det, at ombygningen af gul gang på Plejecenter Engholm koster cirka 400.000 kroner. De midlertidige pladser skal etableres som en følge af kommunens beredskabsplan.

Allerød Kommune har besluttet at fremrykke betalingerne til kommunens leverandører. Det har givet et kortvarigt øget træk på kassebeholdning. Samlet set forventes effekten på den gennemsnitlige kassebeholdning at blive cirka en million kroner - afhængig af, hvor mange leverandører der vælger at fremrykke betalingsdatoen.

På kultur- og idrætsområdet kan det komme til at koste penge, at flere arrangementer udskydes eller aflyses. Men håbet er at komme igennem perioden uden økonomiske forpligtelser.

På kommunens biblioteker går man glip af i omegnen af 30.000 kroner om måneden, fordi der ikke opkræves gebyrer og laves kopier under nedlukningen. Derudover kommer man til at mangle entréindtægterne fra planlagte arrangementer - en udgift der anslås til maksimalt 120.000 kroner.

I forhold til Allerød Musikskole er det lige nu uklart, om kommunen skal tilbagebetale elevbetaling. Den årlige elevbetaling er 2,7 millioner, og hvis nedlukningen bliver langvarig, er der en risiko for færre elever i sæsonen 2020/2021. Det vil helt naturligt give et fald i elevbetalingen.

På beskæftigelsesområdet forventer kommunen merudgifter på grund af den stigende ledighed. Det kan for eksempel handle om forsikrede ledige, kontanthjælps-modtagere og sygedagpengeområdet. Det er usikkert, i hvor høj grad de udgifter kompenseres af staten.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET