Hvis der fremover er mere end 150 personer til stede i Blovstrød Svømmehal, er de brandmæssige forhold ikke i orden.
BRANDSIKKERHED Efter tilbygningen til Blovstrød Svømmehal med omklædning og Dryland må der kun være op til 150 personer indenfor. Det mener Erik Lund er for lidt i forhold til en optimal udnyttelse af hallen, og han ønskede derfor brand-sikkerheden i hallen øget, så området må rumme 151-350 personer, fremgår det af en sagsfremstilling.
En række krav skal opfyldes, hvis ønsket skal imødekommes, blandt andet når det gælder brandtekniske installationer. En af installationerne er en såkaldt slangevinder, der er en særlig vandslange, der hænger i et slangeskab og er koblet direkte til vandforsyningen.
Erik Lund foreslog, at udgifterne til en øget brandsikkerhed i svømmehallen skulle dækkes af de afsatte midler til vedligeholdelse af kommunens bygninger.
Den 30. april blev sagen behandlet i byrådet, hvor den konservative byrådsgruppe støttede Erik Lunds forslag, mens Venstres Lone Hansen undlod at stemme. Resten af byrådet besluttede at henlægge sagen. Og dermed afviste et byrådsflertal beklageligvis at øge brandsikkerheden af svømmehallen.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET