Har du en flagstang, så hejs Danneborg helt til tops her i morgen, søndag.
FLAGDAG Har du en flagstang, så hejs Danneborg helt til tops på søndag. Sådan lyder opfordringen fra Søborg Kirke og præst Sarah Auken. De forsøger at starte et initiativ, som skal give danskerne en fællesskabsfølelse og et samlingspunkt i de svære corona-tider. Denne opfordring vil også Blovstrød Kirke give videre og hejser også flaget ved Blovstrød Kirke.
“Vi står i en situation, hvor det meste af Danmark er lukket ned, og hvor vi ikke kan samles med venner og naboer eller søge trøst de steder, vi plejer. Vi mangler en måde at samles i glæde og i fællesskabets ånd, og derfor foreslår vi, at vi holder fanen højt. Bogstavelig talt,” siger Sarah Auken.
Kirken er ligesom skoler, institutioner, idrætstilbud og mange virksomheder fysisk lukket. Men folkekirkens ånd kan i følge Sarah Auken ikke bare lukkes ned. Den lever videre gennem folk.
Initiativet udspringer fra kirken med et ønske om, at vi samles om et symbol, der viser fællesskab og håb, siger Sarah Auken.
Kirken har forsøgt at udbrede budskabet om en fælles flagdag på de sociale medier. Her er startet en begivenhed, der løber søndag fra klokken 08:00 til 17:00. Begivnheden er set af over 7.000 mennesker og indtil videre har mere end 60 personer tilmeldt sig.
“Lige nu er vi lammet og paralyseret, men vi skal også til at gribe til handling. I morgen tidlig vil flaget stå og vaje ved bl.a. Blovstrød Kirke, og vi håber, at mange andre følger trop. Så kan vi gøre det næste søndag igen,” siger sognepræst Kristine Krarup Ravn.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET