Et amfiteater tager form hos Blovstrød-spejderne

En stor jordbunke blev i weekenden omdannet til det amfiteater, som Blackfoot Bloustrød længe har ønsket sig - lige siden spejderne flyttede ind på den nye adresse.

Amfiteatret tager nu form og bliver et meget synligt og centralt samlingssted på grunden til glæde og gavn for børn og unge i spejder-gruppen. Foto: Fred Slüter

PROJEKT Ligesom de fleste - er også spejderne påvirket af de mange tiltag til at forhindre spredningen af covid-19 virus, og i hele landet er alle spejderaktiviteter indstillet. For Blackfoot-Spejderne her i Blovstrød, betyder det, at den årlige gruppetur - hvor hele gruppen skulle være sammen i en weekend - måtte aflyses.

”I disse tider er det vigtigt, at vi følger de retningslinjer, som myndighederne udstikker, så vi må væbne os med tålmodighed, indtil vi igen kan komme i gang,” siger Sanne Valentin Bjerregaard, som er frivillig spejderleder hos Blackfoot.

Når gruppen nu ikke kunne komme af sted, var der plads til nogle andre opgaver. I en rum tid har der ligget en stor bunke jord på grunden. Denne jordbunke blev i weekenden med stor præcision af store maskiner omdannet til det amfiteater, som man har ønsket sig, lige siden spejderne flyttede ind på den nye adresse.

Sanne Valentin Bjerregaard fortsætter: “Amfiteatret bliver et meget synligt og centralt samlingssted på grunden, til glæde og gavn for vores børn og unge i gruppen. Senere på året afholder vi her i Blovstrød, den store Allerødlejr, hvor vi forventer op til 300 deltagere. Så skal vi have et stort lejrbål, med fællessang.”

Over 100 spejdere
“Over de seneste år er gruppen vokset til nu at have lidt over hundrede spejdere. Der er rigtig god energi i gruppen, og lyst til at give spejderne de bedste omgivelser til vores spejderarbejde. Vi glæder os bare til at få lov til at samles igen,” slutter Sanne.

Udover etableringen af amfiteatret bliver der også brugt tid og energi på at forberede ankomsten af flere affaldscontainere til bedre sortering af skrald. Spejderne er som altid beredt. Foto: FOX

Blackfoot Bloustrød, der er en del af Det Danske Spejderkorps, holder til i Skovmarkshytten, Sandholmgårdsvej 29, her i Blovstrød. Man kan finde mere om gruppen HER, og man kan også følge spejderne på Facebook.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET