Mød borgmesteren, hvis du har noget på hjertet

Fremover kan man møde Karsten Längerich en fastlagt dag hver måned.

Fra og med august måned kan man trække et nummer til borgmester Karsten Längerich en bestemt torsdag i hver måned. Foto: AOB

MØDE  Som et nyt initiativ kan du som borger i Allerød Kommune møde borgmester Karsten Längerich én gang om måneden.

Det er udelukkende et møde mellem borger og borgmester, og der deltager således ikke medarbejdere fra Forvaltningen til møderne.

Om det nye initiativ siger Karsten Längerich: "I en lille kommune som Allerød har vi alle forudsætninger for at skabe nærhed til borgerne. Det vil jeg som borgmester gerne gå forrest med ved at indføre en fast træffetid. Her kan alle borgere komme med stort og småt og få en snak."

Du har mulighed for at møde borgmesteren på følgende dage i 2018:

  • Torsdag, den 9. august
  • Torsdag, den 6. september
  • Torsdag, den 11. oktober
  • Torsdag, den 8. november
  • Torsdag, den 6. december


Alle dage er det mellem kl. 15:30 og 17:00. Møderne er uden tidsbestilling. Du kommer ind i den rækkefølge du møder op får ca. 15 minutter med borgmesteren - afhængigt af hvor mange der venter.

Hvis du derimod ønsker at tale om en personlig sag, skal du bestille tid gennem kommunens hovednummer 48 100 100.