Mange gedehamse på spil i år

Modsat normalt er gedehamsene allerede nu en plage mange steder - grundet de gunstige vejrforhold.

Den varme forsommer har skabt ideelle betingelser for potentielle landeplager af gedehamse.  

GEDEHAMSE  Aller først: Gedehamse kaldes ofte for hvepse, men gedehams er en mere konkretbetegnelse. Hveps - bruges nemlig også om en del andre insekter f.eks. gravehvepse, snyltehvepse og træhvepse. Vi har faktisk her i landet 7 forskellige arter af gedehamse. De ligner hinanden en del og er med deres sort-gule tegninger og karakteristiske kropsform lette at kende.

Perfekte vilkår
Biolog Anne Marie Rasmussen, konsulent ved Skadedyrlaboratoriet på Aarhus Universitet, siger: "Vi får i øjeblikket en del henvendelser om gedehamse, og det er tidligt. Det plejer først at være sidst på sommeren, vi hører om det.

Ifølge hende har vilkårene for gedehamsene været perfekte indtil nu. Om vi kan forvente egentlige plager hen over sommeren, afhænger af vejret.

"Hvis det bliver regnvejr resten af sommeren, er betingelserne ikke særligt gode, og vi vil ikke lægge mærke til dem mere. Men bliver det tørt, kommer der rigtig mange gedehamse," forklarer biologen.


Aggressive kæmpegedehamse
Naturstyrelsen advarer mod aggressive kæmpegedehamse. Således har mountainbike-ryttere i Geel Skov advaret hinanden.

"De er store, og det gør nas, når de stikker. Og de kan stikke flere gange," siger naturvejleder, Jan Aagaard fra Naturstyrelsen til tv2lorry.dk, som godt ved, at mødet med kæmpegedehamsen - vespa crabro - kan være særdeles smertefuldt – og lige nu er de sort-gulstribede insekter særligt aggressive.

I Geels skov i Nordsjælland er der så mange af dem, at Naturstyrelsen har sat advarende skilte op, for adskillige mountain-bikere er kommet galt afsted på de spor, der går gennem skoven.

Jan Aagaard siger videre: "De er ret aggressive i år. Det sker typisk om efteråret, når de ikke har så meget andet at lave. Men hvis dronningen stadig er i boet, så forsvarer de hende."

Lav en gedehamsefælde:
Du kan lave en gedehamsefælde ved at fylde lidt sukkerholdigt vand eller væske i en flaske. Gedehamsene vil flyve ned i flasken og drukner i vandet.

Du kan også spraye vand på gedehamsen, så tror den, at det er blevet regnvejr og flyver hjem til boet.