De udsendte soldater i Irak fik en overraskelse, da de modtog de velfærdspakker, som eleverne på Blovstrød Skole havde pakket
OVERRASKELSER På forsvarets hjemmeside, 'forsvaret.dk' fortælles, at livgardens udsendte soldater i Irak fik sig en dejlig overraskelse, da de for nylig modtog de velfærdspakker, som borgere i kommunen og Livgarden havde samlede ind og sendt af sted fra Blovstrød Skole.
I den danske base i ørkenen blev pakkerne delt ud, så alle fik del i goderne. Og der var rift om lakridser, kanelsnegle, vingummier og de andre lækre sager, som borgerne havde doneret til de udsendte soldater.
Stor glæde
På hjemmesiden står der bl.a.: "De mange lækre sager vakte stor glæde i lejren, og der blev byttet slikposer blandt soldaterne, så alle fik det, som de helst ville have."
Selvom soldaterne i Irak har adgang til et lille supermarked, så er dansk slik et særsyn på disse kanter. Og for flere af de danske soldater var det første gang i flere måneder, at de smagte en piratos. Så der er ikke noget at sige til, hvis munden løb i vand.
Tanker fra Danmark - Pakket på Blovstrød Skole
Pakkerne med lækkerier blev sendt til Irak via et samarbejde mellem Allerød Kommune og Den Kongelige Livgarde kaldet 'Tanker fra Danmark', og de blev delt ud af soldaternes Velfærdsudvalg. Det er en gruppe af soldater, der arbejder for velfærden blandt de udsendte.
Indholdet kom fra de handlende i kommunen, som i en periode kunne lægge varer fra byens supermarkeder i en særlig indkøbsvogn ved kassen. Derefter blev de pakket i kasser af elever på Blovstrød Skole og transporteret til Irak
Blovstrød-tegninger
Udover slik, kager og andre lækre sager var der også tegninger i pakkerne. De var tegnet af de yngste elever på Blovstrød Skole og de hænger nu rundt omkring i lejren, så soldaterne kan kigge på dem og tænke på Danmark.
De danske soldater i Irak træner irakiske sikkerhedsstyrker, som kæmper mod Islamisk Stat.
LÆS OGSÅ: Blovstrød Skole skriver breve og sender tegninger til de danske soldater i felten