Blovstrød Skole skriver breve og sender tegninger til de danske soldater i felten

Tanker fra Danmark til udsendte soldater

Allerød Kommune starter kampagne sammen med Den Kongelige Livgarde. Foto: AOB

Allerød Kommune starter kampagne sammen med Den Kongelige Livgarde. Foto: AOB

KAMPAGNE  Allerød Kommune går sammen med Den Kongelige Livgarde i Høvelte og starter en kampagne, som har til formål at give udsendte soldater en lille hilsen hjemmefra.

I uge 13 indsamles gaver
Borgmester Jørgen Johansen siger: “Jeg er glad for, at vi som garnisonsby dels viser det gode samarbejde, vi har med Livgarden og dels får mulighed for at anerkende det store arbejde, som vores udsendte soldater gør hver dag ude i verdens brændpunkter. En lille tanke hjemmefra kan være dét, der gør forskellen for en soldat på en særlig udfordret dag. Og det er hele formålet med kampagnen.”

I uge 13 har handlende mulighed for at putte varer eller små gaver, som de køber hos byens dagligvarebutikker, i en særskilt indkøbsvogn. De små gaver bliver indsamlet i løbet af ugen og sendes derefter til de soldater, der lige nu er udsendt i Irak.

Betyder meget for soldaterne
Oberst Mads Rahbek - som er chef for Den Kongelige Livgarde i Høvelte - siger: “Jeg håber, at mange har lyst til at bidrage til, at vi som kommune markerer og værdsætter soldaternes indsats. Jeg ved, at det betyder rigtig meget for vores soldater i felten, som er så langt fra vante omgivelser, at få en lille pause fra det hele og mærke, at der faktisk er nogle, som tænker på dem derhjemme.”

Hilsner fra Blovstrød Skole
I pakkerne kommer der også hilsner fra Blovstrød Skole, som skriver breve og udfører tegninger til soldaterne.

Der bliver skiltet særligt i de butikker, som er med i kampagnen 'Tanker fra Danmark'.