Et hurtigt indkøb i Netto i Blovstrød kostede en smadret rude og indbrud i en personbil, og i Tokkekøb Hegn blev en mand overfaldet af en udenlandsk mandsperson
Fra Facebooksiden 'Sikker i Blovstrød' er der flere beretninger om at Blovstrød ikke er så sikker.
Overfald af røver på Ejnars Sti
I går kunne vi fortælle om en cyklende røver, som snuppede mobiltelefon ud af hånden på en mand, som kom gående på Ejnars Sti.
Overfald i Tokkekøb Hegn
På facebooksiden fortæller et medlem om sin mand, der i forgårs blev overfaldet i Tokkekøb Hegn, da han gik tur med sine hunde midt på dagen, af en udenlandsk mandsperson. Han blev slået i hovedet flere gange pga. han ikke ville aflevere sin mobiltelefon. Familien har kontaktet politiet.
Indbrud i bil ud for Netto
Et andet medlem beretter: Utroligt! 5 minutter i Netto-Blovstrød. Og så var der indbrud i min bil. Glasskår overalt! Victors skoletaske er stjålet og så lige i myldretiden klokken 16:20.
Men det er helt utroligt, at der på en højlys dag på parkeringspladsen ud for Netto, hvor der var masser af parkerede biler, ikke er nogen, som har set eller hørt noget.
Vi har været inde og sige det i Netto. Men de oplyser, at de ikke har nogen P-overvågning. Vi har kørt rundt og ledt efter mistænkelige personer, men uden held.