En af vore læsere har kommenteret vor artikel om den fremtidige placering af busstoppestedet på Kongevejen - NIRAS' forslag er en farlig løsning!
I torsdags skrev vi om kommunens rådgiver NIRAS' forslag til den nye placering af busstoppestedet på Kongevejen for den nordgående trafik. Forslaget gik ud på, at man vil placere det nye busstoppested umiddelbart nord for Blovstrød Byvej. Det har flere læsere gjort opmærksom på, at det var en meget uheldig løsning for de bilister, som skal ud på Kongevejen og kommer fra Blovstrød Byvej. Busstoppestedets læskærm og den holdende bus vil skærme for oversigten for den nordfra-kommende trafik og skabe farlige situationer. Læseren skrev, at denne uforsvarlige placering kunne man løse, ved at anbringe busstoppestedet (helst som en buslomme) lige over for Rema 1000, hvilket også var en mere central placering og lige ved den projekterede fodgængerovergang.
Katastrofale situationer
Nu har en anden af vore læsere gjort os opmærksom på, at den af NIRAS foreslåede placering også er farlig på en anden måde. Som det er i dag - hvor busstoppestedet er placeret overfor Statoil - 'overhaler' mange bilister den holdende bus. Hvis de gør det samme ved den nye foreslåede placering, vil der kunne opstå katastrofale situationer - fordi overhalingen vil ske i venstresvingsbanen for de nordfrakommede bilister, som skal ind ad Blovstrød Byvej.
Den rigtige løsning
Hvis man derimod placerer busstoppestedet ud for Rema 1000, vil der ikke kunne opstå de samme farlige situationer, idet 'overhalingen' vil ske på venstresvingsbanen til Rema 1000.
LÆS OGSÅ: BUSSTOPPESTED