Teknik- og Planudvalget har behandlet Forvaltningens forslag til en lokalplan for 'Teglværkskvarteret' og har indstillet, at forslaget vedtages som forslag
Som vi skrev i tirsdags har Teknik- og Planudvalget behandlet Forvaltningens forslag til en rammelokalplan for 'teglværkskvarteret' syd for Sortemosevej. Udvalget har - med enkelte bemærkninger - indstillet, at planforslaget oversendes til Økonomiudvalget og byrådet med henblik på vedtagelse som forslag.
Lokalplanens Formål
I forslaget oplyses, at rammelokalplanen har til formål at fastlægge de overordnede principper for infrastruktur og byggeri i Teglværkskvarteret - tidligere benævnt 'Sortemosevej syd'. Lokalplanen skal endvidere være grundlag for etablering af byggemodning, forsyning, regn- og spildevandsafledning samt beplantning.
I lokalplanforslaget nævnes, at planen skal sikre:
- at der åbnes mulighed for at skabe en attraktiv og bæredygtig boligbebyggelse, beliggende i et landskab af rekreative, fælles friarealer,
- at de overordnede principper for infrastruktur, bebyggelses- struktur og landskabets udformning fastlægges med afsæt i områdets særlige landskabelige værdier og kvaliteter,
- at bebyggelsen placeres og udformes så terrænformerne understreges, værdifulde landskabelige kig bevares og så der skabes en veldefineret grænse mod landskabet,
- at lokalplanområdets bebyggelse udlægges omkring en grøn rekreativ kile som udformes med naturpræg, og som giver mulighed for en varieret anvendelse og øget biodiversitet,
- at færdsel for bløde trafikanter prioriteres højt med etablering af stisystemer, som binder området sammen med det omgivende cykelstinet til bl.a. Allerød Station og det nye Blovstrød.
- at området vejbetjenes fra Sortemosevej og Blovstrød Teglværksvej, og at en del af området kan overføres fra land- zone til byzone.
Grønne friarealer
Som udgangspunkt må man se positivt på den strategi, som forslaget lægger op til. Der er lagt stor vægt på udlægningen af de grønne friarealer med en genenmgående grøn kile, der snor sig gennem hele bebyggelsen, og som løber videre sydpå og tilslutter sig den grønne kile i det nye Blovstrød. Se artiklen om 'De grønne kiler omkring det nye Blovstrød': LÆS HER.
Endvidere bemærkes, at projektet som helhed skal tilpasses og understøttes af det eksisterende terræn, og der må således ikke gøres større indgreb i landskabet.
Fredskoven A2 skal bevares og fastholdes som offentlig rekreativt naturområde. Der gøres endvidere ikke indgreb i Blovstrødbanens anlæg.
Bebyggelsens ydre fremtræden
Af beskrivelsen fremgår, at der i forbindelse med udarbejdelse af lokalplan/deklaration for det enkelte delområde sikres, at området udformes som en samlet bebyggelse med gennemgående træk i udtryk og materialer, så der skabes en arkitektonisk helhedsvirkning inden for delområdet. Facaderne skal fremstå i træ eller i blank mur eller en kombination af disse. Træfacader skal fremstå som naturtræ eller males i sort farve.
Max. bygningshøjde på 8,5 m
På planskitsen, ses hvordan man forstiller sig de fem byggefelter bliver disponeret. I forslaget var bygningshøjden i B.4 og B.5 sat til henholdsvis 10 og 11 meter. Det har Teknik- og Planudvalget imidlertid ønsket ændret til max. 8,5 meter - ligesom man vedtog ændret i lokalplanen for det nye Blovstrød.
Området forventes udbygget med 350 – 400 boliger med henblik på indflytning i 2018 – 2023.
Sikker skoleadgang
Som det fremgår af planen, etableres der interne cykel- og gangstier for den bløde trafik, og der bliver reserveret cykel- og gangstier langs Sortemosevej frem til bl.a. Blovstrød Skole. Der bliver endvidere udført en ny vejtilslutning til Sortemosevej umiddelbart op ad den nuværende indkørsel til Lyngby Tømmerhandel. Denne indkørsel bliver i den forbindelse nedlagt.
Hele rammelokalplanen kan ses på Allerød Kommunes hjemmeside. LÆS HER.