Kæmpe Allerød-spejderlejr i Blovstrød

I den kommende weekend bliver der tale om en kæmpe fælles spejderlejr på spejdergrunden her i Blovstrød. Man starter allerede om fredagen kl. 18:00, hvor omkring 180 vil deltage.

Man skønner, at omkring 180 spejdere vil deltage i den fælles Allerød-spejderlejr her i Blovstrød. Arkivfoto: Flemming Nyberg/AOB

SPEJDERLEJR I den kommende weekend den 8.–10. september afholdes der en kæmpe fælles spejderlejr på spejdergrunden her i Blovstrød. Allerød-lejren er for alle spejdergrupper i Allerød kommune - dvs. Blackfoot-spejdere fra Blovstrød, Palnatoke pigespejdere fra Lillerød, 1. Lillerød drengespejdere og KFUM Lynge.

Spejderne mødes fredag, kl. 18:00 ved Niras’ parkeringsplads og går herefter i optog gennem Blovstrød med musik fra tamburkorpset. Efterfølgende skal spejdergrunden omdannes til en lejrplads med telte og bålpladser.

Lørdag formiddag kl 9:00 vil borgmester Karsten Längerich åbne lejrpladsen, og alle spejderne skal herefter på et spejderløb i skoven, hvor de skal udfordres på forskellige poster.

Søndagen afsluttes med et spejder-OL, hvor den sejeste spejdergruppe i Allerød kåres.

Forventningerne er store, og arrangørerne glæder sig til at give alle spejderne i Allerød Kommune en fantastisk oplevelse.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET