Bag Blovstrød Kro kan man nu ‘drive-in’ og købe en ægte italiensk Pizza.
PIZZERIA På bagsiden af Blovstrød Kro er åbnet ‘La-Strada’ - et nyt drive-in-pizzeria. Det fungerer udelukkende, som man bl.a. kender det ved McDrive hos McDonalds, hvor man henter maden, når den er klar, fra et ekspeditionsvindue. Når den bestilte pizza er færdig, vises ens nummer på et stort lysskilt ved kroens parkeringsplads.
Indehaveren af Blovstrød Kro, David Frøkjær Jensen, fortæller til Allerød Nyt: “Vi synes, det kunne være sjovt og anderledes. Det gør det på den måde nemt, at bestille en pizza. La-Strada er blevet til på mit initiativ, men til daglig styres det af ’Ricky og Colombo’. Førstnævnte har været over 30 år i pizzabranchen i Danmark og havde i en årrække pizzariaet Buonasera i Holte.”
Sidstnævnte er pizza-kok, som er fløjet direkte ind fra Italien til jobbet i Blovstrød, hvor han nu også bor på kroen.
Ifølge Allerød Nyt siger David Frøkjær Jensen videre: “Der er bureauer i Italien, der formidler adgang til pizza-kokke, og det er sådan, vi har fået ham, og for ham har det været vigtigt at lave et ’rigtigt’ italiensk pizzaria.”
“I så vidt muligt omfang er alle varerne fra Italien. Dejen laves med italiensk pizzamel og skal hæve på den rigtige måde. Vi bruger en blanding af tre forskellige oste og har fået en italiener til at komme og bygge stenovnen på stedet. Der er meget mere i det, end man tror”, slutter David Frøkjær Jensen.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET