Husk, det er nu på søndag, der er stor og festlig åbningsgudstjeneste her i Blovstrød.
KIRKEÅBNINGSFEST Efter mere end et års renovering kan Blovstrød Kirke igen tages i brug – og det fejres med en stor og festlig åbningsgudstjeneste i overmorgen søndag, den 19. november kl. 10:00.
Der er tale om en gennemgribende renovering af kirken, som bl.a. har fået bygget et helt nyt orgel, der er dobbelt så stort som det gamle og har omkring 900 piber. Orglet er bygget af Th. Frobenius & Sønners Orgelbyggeri i Birkerød.
I forbindelse med den omfattende renovering har kirken også gennemgået en farvejustering bl.a. af kirkebænkene, hvor en farvekonsulent har sammensat en række farver, der er indpasset i kirkens interiør. Endvidere har kirken nu fået et kirkeskib, som er bygget af pensioneret modelsnedker, Steen Zoffmann.
Ved åbningsfesten medvirker biskop, Peter Birch, den prisbelønnede forfatter og Blovstrødborger, Niels Brunse, som har skrevet en hel ny salme til indvielsen. Endvidere har komponisten Ulla Kappel komponeret to orgel-stykker specielt til det nye orgel, og som uropføres af kirkens organist Yoko Andersen.
Efter gudstjenesten vil der være reception i sognegården, hvor blandt andet arkitekter og håndværkere, der har arbejdet med kirkerenoveringen, vil være til stede og fortælle om arbejdet – og menighedsrådsmedlemmer vil være klar til at vise rundt i kirken og fremvise alle de nye, flotte detaljer.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET