Kan man nøjes med én affalds-beholder?

Har man ikke plads til de fire affalds-beholdere - kan man så nøjes med beholderen for madaffald/restaffald og så selv sortere glas, metal, plast, pap og papir til genbrugspladsen?

Det ville i mange tilfælde være smart, hvis man kun behøvede plads til én affaldsbeholder (mad og restaffald) - eller måske også en til f.eks. plast+drikkekarton/papir. Foto: Natur og Miljø /Allerød Kommune

MERE OM KILDESORTERING AOB har fået ‘et godt spørgsmål’ vedrørende kildesorteringen ved enfamiliehuse, hvor man umiddelbart nu skal have de markante 4 affaldsbeholdere stående - jf. ovenstående foto.

En af vores læsere spørger: “Vi har ikke plads til de 4 affaldsbeholdere ved vores hus, og vi kan samtidig ikke undgå at køre på genbrugspladsen, fordi vi bl.a. har utroligt meget pap og flamingo-kasser - og så kan vi lige så godt sortere og tage glas, metal, plast og papir med ved samme lejlighed. Og så undgår vi helt de 3 affaldsbeholdere. Men er det tilladt?”

Vi synes det i visse tilfælde kan være en god idé - idet man jo stadig kildesorterer ved husstanden, som det jo nu er krævet. Vi har derfor ladet spørgsmålet gå videre til Allerød Renovation og stiller følgende spørgsmål: “Må man fravælge nogle af de tre affaldsbeholdere, hvis man selv sorterer (ved husstanden) og selv bringer det til genbrugspladsen?

Allerød Renovation svarer:
”Tidligere var sorteringsbeholdere til genanvendeligt affald (plast/papir, glas/metal og pap) et frivilligt valg. Men ifølge den nyeste Affaldsbekendtgørelse er sorteringsbeholdere ved husstanden gjort obligatoriske. Tanken bag ‘Husstandsnære beholdere’ er, at jo nemmere og hurtigere man kan komme af med sit affald, jo mere vil folk være villige til at sortere. Dvs. at alle boliger skal have beholdere ved husstanden til sortering. Det har kommunen informeret borgerne om i det brev, som blev udsendt nogle måneder før den nye sortering af rest- og madaffald trådte i kraft.

Man kan således ikke længere fravælge beholdere til plast og mad- og drikkekartoner/papir, glas/metal og pap, selvom man hellere vil køre på genbrugspladsen. Rest- og madaffald kan i øvrigt ikke afleveres på genbrugspladsen, pga. at det er let fordærveligt.”

Deleordning
Allerød Renovation oplyser dog videre: ”Hvis man ikke har så meget affald (fx hvis man kun bor 1-2 personer i husstanden), kan man vælge at dele en eller flere beholdere til genanvendeligt affald, med sin nabo eller genbo. Man må dog ikke dele beholderen til rest- og madaffald.

Hvis man er enig med sin nabo/genbo om at dele en eller flere beholdere, skal man give besked til kommunen om, hvilke beholdere der deles af hvilke adresser. Kommunens mail vedr. affald er: renovation@alleroed.dk.”

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET