Det udtaler den Den Kongelige Bygnings-inspektør, som bl.a. har behandlet sagen, der er godkendt af de kirkelige myndigheder.
AFGØRELSE På tirsdag, den 8. november, skal Miljø-, Erhvervs- og By-udvalget bl.a. tage stilling til om den nuværende kapelbygning ved Blovstrød Kirke må nedrives og erstattes af en nyt kapel, der samtidig også vil indeholde et tidssvarende handicaptoilet.
Byggesagen er i sin helhed forlængst blevet godkendt af Nationalmuseet, Helsingør Stift og Den Kongelige Bygningsinspektør, som bl.a. har udtalt: “Den eksisterende kapelbygning er både byggeteknisk og stilmæssigt uheldig, og samtidig blokerer den for den visuelle sammenhæng mellem kirkegården og Grønholmen mod nord.”
Kapellet er ikke fremhævet som bevaringsværdig
Men nu spænder kommunen ben og har trukket sagen i langdrag, fordi man mener, at kapellet er omfattet af en bevarende lokalplan. “Dette er en misfortolkning” siger man fra kirkens side, “idet arkitekt m.a.a. Vibeke Dalgas - som i sin tid udarbejdede lokalplanen sammen med Teknisk Forvaltning - ikke på nogen måde under ‘Bevaringsværdier’ har fremhævet kapellet som ‘bevaringsværdig’ eller markeret det som ‘forstærkende for miljøet’”.
Lokalplanen forhindrer ikke, at kapellet kan rives ned
Ifølge Anja Carlslund, der er Plan- og Bygchef i Allerød Kommune, er der ikke noget atypisk ved denne sag. Sagsbehandlingen har i denne sag dog været relativt lang. Planchefen siger videre til Frederiksborg Amts Avis: “Vi har først og fremmest undersøgt, om kapellet er bevaringsværdigt. Men der er ikke noget i lokalplanen, der forhindrer, at kapellet kan rives ned, og der kan opføres et nyt,” erkender Anja Carlslund. “Men der har været en interesse for kapellet fra LAFAK (Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune, red.) med et ønske om at bevare det. Nu lægger vi det op politisk, så politikerne kan tage stilling til det.”
Konklusion
Da kapellet er af nyere dato og vurderet som byggeteknisk og stilmæssigt uheldig og samtidig ikke er bevaringsværdig eller forstærkende for miljøet, og lokalplanen tillader at bygningen rives ned - så kan man undre sig over, at sagen ikke kan afgøres af Plan og Byg, men sendes videre til politikerne i MEB-udvalget, som nu skal tage den endelige afgørelse.
Sagsbeskrivelsen
Netop nu foreligger dagsordenen for MEB-udvalgets behandling af dette pukt 11, men her har man dog beklageligvis under sagsbeskrivelsen “glemt” at nævne, at byggesagen i sin helhed er blevet godkendt af Nationalmuseet, Helsingør Stift og Den Kongelige Bygningsinspektør, der (som ovenfor nævnt) bl.a. har udtalt: “Den eksisterende kapelbygning er både byggeteknisk og stilmæssigt uheldig, og samtidig blokerer den for det visuelle sammenhæng mellem kirkegården og Grønholmen mod nord.”
I dagsordenen anbefaler forvaltningen dog en nedrivning af kapellet og skriver: “Kommunen er principielt positiv til at der meddeles nedrivningstilladelse til nedrivningen af kapellet.”
Store konsekvenser
Kirken afventer selvsagt spændt på resultatet på tirsdag, da afgørelsen i værste fald kan få både økonomiske og tidsmæssige store konsekvenser.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET