Blovstrød-vand fra skoven

Om ca. to måneder får vi drikkevand fra de to ny boringer der ligger i Tokkekøb Hegn.

Så er der varmet op til etablering af rørforbindelserne fra de to nye vandindvindingsboringer i Tokkekøb Hegn frem til vandværket. Foto: Flemming Nyberg /AOB

BLOVSTRØD-VAND AOB har tidligere omtalt Blovstrød Vandværks projekt om boring efter vand i Tokkekøb Hegn LÆS HER. Nu fortæller formanden for vandværket, Henrik Østergaard, til AOB, at begge de to boringer er udført med rigtige gode resultater, idet boringerne giver rigeligt med vand. Analyser vise samtidigr, at vandkvaliteten er god og ligner således vandkvaliteten i vores nuværende boringer, og de er 75-80 meter dybe, hvoraf de nederste 15-20 meter er i kalken, og det er fra kalken vi vil få vandet.

Henrik Østergaard fortæller videre: “Vi er nu startet op på arbejdet med at etablere de nye ledninger fra de to nye vandindvindingsboringer i Tokkekøb Hegn og frem til vandværket. Entreprisen har været udbudt til tre entreprenører, hvor Hoffmann gav det bedste tilbud.

Kortet viser de to nye vandindvindingsboringer (A og B) i Tokkekøb Hegn. Grafik: Flemming Nyberg/AOB

Bliver ikke nødvendigt at grave hele strækningen op
Ledningerne vil blive etableret som retningsstyrede vandrette boringer, hvor der bores/trækkes nye vandledninger fra hul til hul, og uden at det bliver nødvendigt at grave hele strækningen op. Vi vil begynde borearbejdet i skoven og arbejde os videre i stien langs spejdergrunden og under Sandholmgårdsvej og i cykelstien på Blovstrød Alle frem til vandværket.

Vi forventer at arbejde vil vare ca. to måneder, og stien fra Sandholmgårdsvej og frem til skoven vil i 3-4 uger blive spærret og adgangen vil evt. blive omlagt inde på spejdergrunden.”

Fremtidssikrer
Flere af vores læsere har tidligere spurgt, hvorfor man skal have nye boringer i skoven. Hertil har Henrik Østergaard svaret: “Det er primært fordi vi vil fremtidssikre indvindingen af grundvand i fald de eksisterende boringer i boligområderne måtte blive forurenet. Speciel den kraftige forurening med klorerede opløsningsmidler og olie- og benzinstoffer i Lillerød midtby kan udgøre en teoretisk trussel mod vores tre nuværende boringer, men regionens og tidligere amtets afværgepumpning siden 1995 har højest sandsynligt reddet vores nuværende vandindvinding.”

På Elmevej har vandværket ‘Boring 2’, som man sandsynligvis vil nedlægge, mens de to andre nuværende boringer (1 og 3) vil man fortsætte med at benytte.


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET