Stopper kommunen kirkebyggeriet?

Blovstrød menighedsråd frygter, at kirkelukningen trækker ud på grund af lang sagsbehandlingstid ved Allerød Kommune.

Det er tilsyneladende godkendelsen af kirkens nye kapel med et handicap-toilet i en sidebygning, som forsinker hele sagsbehandlingen. Plantegning: Arkitektfirmaet KHT

BYGGESTOP? Den 1. september i år begyndte en længe planlagt renovering af Blovstrød Kirke, som er sat til at vare et år. Nu frygter menighedsrådet imidlertid, at det hele kommer til at vare væsentligt længere på grund af en uforståeligt lang sagsbehandling fra Allerød Kommune:

”Blovstrød menighedsråd har siden sommeren 2017 ønsket at rive den nuværende kapelbygning ned og bygge en ny”, forklarer kirkeværge ved Blovstrød Kirke, Tage V. Andersen, ”det er noget, der efter lovgivningen skal godkendes af de kirkelige myndigheder, men kommunen skal desuden foretage en byggesags-behandling, og det har vist sig at være nærmest umuligt at få foretaget,” fortæller den ærgerlige kirkeværge.

Over 200 dage
”De kirkelige myndigheder har for længst godkendt projektet, mens kommunens sagsbehandling nu har taget over 200 dage, så vi nu er i fare for at måtte holde kirken lukket i endnu længere tid end planlagt.

Sagen er, at alt i den samlede plan for kirkerenoveringen hænger sammen. Efter planen skal vi nu, den 24. oktober grave et varmerør ned fra kapel til kirke under overvågning af Nationalmuseets folk. Varmerøret skal tilsluttes en varmepumpe, som skal stå i forbindelse med det nye kapel, men fordi kommunen ikke har afgjort byggesagen vedrørende kapellet, risikerer vi at hele den samlede plan må ændres.

Alle delelementer hænger sammen: Kirkegulvet kan man ikke komme videre med før man har tilslutning til varmerør, malerarbejder og kalkning kan man dårligt komme videre med før man har fået varme i kirken, orglet kan ikke komme op før gulvet er på plads osv.”

Godkendelser af Nationalmuseet
Også menighedsrådsformand Tommy Petersen undrer sig: ”Særlig vores kirkeværge har gjort et kæmpestort arbejde for at alt skulle forløbe planmæssigt med kirkerenoveringen, og vi har haft dialog og fået godkendelser af Nationalmuseet, Helsingør Stift og Den Kongelige Bygningsinspektør, som bl.a. udtaler: “Den eksisterende kapelbygning er både byggeteknisk og stilmæssigt uheldig, og samtidig blokerer den for den visuelle sammenhæng mellem kirkegården og grønningen mod nord.”

Det virker simpelthen så besynderligt, at alt nu kan strande på en langsom og utilfredsstillende sagsbehandling fra Allerød Kommune,” fortæller formanden og fortsætter: ”Både Nationalmuseet og kirkens arkitekt, som har stået for talrige lignende projekter, har bemærket, at man aldrig hidtil har mødt en kommune, som på den måde gør besværligheder, når en sag er godkendt af de kirkelige myndigheder.”

Hvad kan vi nu planlægge efter?
Også sognepræst Kristine Krarup Ravn er bekymret: ”Et år er i forvejen meget lang tid at holde en kirke lukket, men vi har indrettet os efter det. Flere sognebørn har dog planlagt kirkelige handlinger efter den 1. september 2023. Hvad kan vi nu planlægge efter?”


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET