Der er rigtig gang i renoveringen af vores kirke - det går stærkt, men der er også en hel del ‘justeringer’, som kirken skal gennemgå, inden den står klar til genåbning til næste år omkring den 1. september.
RENOVERING Den store kirkerenovering af Blovstrød Kirke startede den 1. september og er nu i fuld gang. Alle kirkebænkene er flyttet i depot og istandsættes og males i nogle lidt andre farver.
Under bænkene er det tidligere trægulv fjernet, og som var udlagt på teglfliser, der nu også er bortskaffet. Men man blev noget overrasket, da det viste sig, at fliserne var udlagt direkte på jorden. Der skal derfor nu først udstøbes et betondæk, hvorefter der etableres et nyt plankegulv, hvorunder der udlægges gulvkonvektorer - dvs lave radiatorer under riste i trægulvet - fortrinsvis langs væggene.
VVS-arbejdet består bl.a. i etablering af et helt nyt varmesystem, som trækkes under gulvene, og dette er en væsentlig del af renoveringen af kirken. Ved det nye kapel opstilles der en varmepumpe, som skal forsyne alle kirkerummene med varme. Det nye system skal erstatte den nuværende el-varme.
Nyt orgel
Desuden får kirken ved samme lejlighed et helt nyt orgel, som bygges op på begge sider af mosaikvinduet i tårngavlen.
Endvidere bliver kirkerummene nykalket, hvilket er tiltrængt, og våbenhuset får nye gulvfliser og nye skabe med automatik for styring af varme, lys og klokkeringning.
Der er planlagt genåbning af den nyrenoverede kirke omkring 1. september 2023.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET