Indsamlingsresultatet for Allerød blev mere end 30.000 kroner.
SUCCES “Scleroseindsamlingen tidligere i denne måned blev en stor succes,” fortæller Blovstrød-borgeren, Martin H. Wolffbrandt, som er indsamlingslederen for Allerød. “På landsplan indbragte indsamlingen 5,8 mio. kr., som er ny rekord for indsamlingen. Indsamlerne i Allerød leverede - selv om vi er en lille kommune - et solidt bidrag. Her var resultatet 26.000 kr. Dertil kommer mange bidrag via MobilePay til indsamlingens hovednummer (80333). Og nummeret kan stadigvæk bruges til bidrag,” oplyser Martin Wolffbrandt.
“Jeg er glad for det flotte indsamlingsresultat, og for at indsamlerne blev godt modtaget på indsamlingsruterne. Det var en fornøjelse, at vi mange steder var ventet og blev godt modtaget. Gåden om hvorfor nogen bliver ramt af sclerose er fortsat uløst. Det flotte indsamlingsresultat betyder penge til forskning i svaret på spørgsmålet.” siger Martin H. Wolffbrandt og slutter:
“Resultatet i Allerød er stærkt. Udover de 26.000 kr., som vi fik indsamlet i kontanter og MobilePay-bidrag relateret til Allerød, modtog vi rigtig mange bidrag til foreningens hovednummer. Jeg er ikke i tvivl om, at lægger man det til, er resultatet for Allerød mere end 30.000 kr. Det er rigtig godt, at indsamlingen har ’bidt sig fast’. Det betyder både, at vi hvert år kan skaffe et solidt bidrag til forskningen, og at kendskabet til sclerose stiger.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET