Kommunen har foreslået to steder som mulige arvtagere for relieffet i Blovstrød Svømmehal. Kunstneren selv synes dog stadig det ville være ‘idiotisk’ at flytte det.
KUNST Der har i lang tid været stilhed omkring kunsten i Blovstrød Svømmehal, hvor Kultur- og idrætsudvalget den 12. april i år besluttede at godkende et ønske fra Sigma Swim Allerød - der er svømmehallens største bruger - om at skifte Anette Nørregaard Christiansens relief i svømmehallen ud med en stor fotostat af en mandlig butterflysvømmer. Sigma Swims forslag bunder i et ønske om af gøre Blovstrød Svømmehal til en mere tidssvarende Svømmehal.
Sagen skulle oprindeligt have været på Kultur- og idrætsudvalget dagsordenen her i september måned, men den er blevet udskudt til oktober, da kommunens arbejde stadig pågår, idet man i øjeblikket er i gang med at indhente tilbud på, hvad det vil koste at flytte kunstværket, oplyser formanden for kultur- og idrætsudvalget Merete Them Kjølholm. Det er primært svømmeklubben, der skal stå for udgiften ved forsvarlig nedtagning og genetablering af kunstværket.
Idiotisk flytning
Kunstneren, Anette Nørregaard Christiansen, fortæller, at kommunen har kontaktet hende om de to steder, hvor hendes kunst kunne flyttes hen. Der er tale om Centerhallen eller den nye tennishal ved Allerød Tennisklub.
Anette Nørregaards beretter: “Jeg har været nede og se på Centerhallen, men på den væg, hvor man har forslået at opsætte mit kunstværk, er der en stor klods, der formentlig er lagerrum, og det ville se mærkeligt ud der, tænker jeg. Så jeg har meldt tilbage, at der da må findes et bedre sted, hvis de med djævlens vold og magt vil flytte det.
Med hensyn til tennishallen kunne det måske være en mulighed, men altså dybest set synes jeg, at det er idiotisk at flytte det, og jeg har også bedt om, at der, hvis de holder møde om det, vil blive ført til protokol, at jeg ikke er begejstret for forslaget. Det er jo lavet specifikt til svømmehallen i samarbejde med en gruppe Blovstrød-borgere," siger hun om relieffet, der har hængt i svømmehallen i mere end 25 år.
Chokeret
Mange af morgensvømmerne - med Gitte Søgaard i spidsen - har siden forslaget kom på tale om at udskifte kunstværket med en fotostat, været chokeret. Gitte Søgaard har tidligere fortalt, at på en enkelt dag havde tre fjerdedele af gruppen på 82 medlemmer - der i øvrigt selv hører under Sigma - ytret opbakning til at beholde kunstværket.
13 borgere har udført mosaikken med kunstneren
Gitte Søgaard fortæller til AOB: “Kunstværket blev udført og sat op for snart 26 år siden af netop 13 morgensvømmere i samarbejde med kunstneren. Det her er virkelig en sag for os gamle i Blovstrød. Vi synes, relieffet er noget af det smukkeste, der findes, og vi vil nu endnu en gang forsøge at beholde kunstværket, hvor det altid har været tiltænkt.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET