Hvad sker der på cykelstien på Sjælsø Allé, hvor der ligger en mængde blå rør?
VANDFORSYNING Den nordlige cykelsti på Sjælsø Allé er i øjeblikket spærret for cyklister, som sikkert mange har bemærket. Det skyldes at Blovstrød Vandværk nu vil lægge en stor ø 110 mm forsynings-vandledning under cykelstien. Den skal forbinde hovedledningen på Blovstrød Allé med hovedledningen på Kongevejen, således at det er lettere at opretholde trykket og forsyningen af vand fra vandværket til Kongevejen og videre derfra til boligerne mod nord og især mod syd (Det nye Blovstrød).
Ledningen lægges i jorden, som en styret vandret underboring, hvor der bores frem og trækkes ny ledning fra hul til hul. På den måde undgås, at hele cykelstien skal graves op.
“Men pt. er arbejdet stoppet, idet man mangler en gravetilladelse fra Allerød Kommune - så arbejdet kan nok strække sig over mindst en måneds tid endnu,” siger vandværksbestyrer Kurt Nielsen.
De nye vandrør er af polyethylen (PE), og rørene svejses sammen ved en særlig teknik. Der er således ikke risiko for, at der på sigt kan blive tale om tæring af rørsystemet. Det er entreprenørfirmaet Tage Bagger A/S fra Lynge, som forestår selve arbejdet for Blovstrød Vandværk, hvor Kurt Nielsen bl.a. fører det overordnede tilsyn.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET