"Der er noget at gå videre med," lød det fra folketingspolitikeren Martin Lidegaard, da han forleden besøgte Dæmpegård.
DÆMPEGÅRD Spørgsmålet om hvad bringer fremtiden for Dæmpegård, er endnu ikke blevet afklaret, efter at Skov- og Naturstyrelsen sidste år luftede tanken om at rive stedet ned. Sidenhen er der som bekendt blevet dannet en forening, hvor man arbejder med en række forskelle fremtidsscenarier.
Og der er brug for hjælp flere steder fra, hvis det også skal give økonomisk mening at gøre stedet til et offentligt naturhus, som er foreningen Dæmpegårds Venners mål.
"Målet er at få et offentligt naturhus," forklarer formanden for foreningen, Lisette F. Thamdup, til Frederiksborg Amtsavis, som uddyber:
Besøg af Martin Lidegaard
Staten er et af de steder, som foreningen gerne vil have til at bidrage, og derfor var folketingsmedlem Martin Lidegaard forleden blevet inviteret ud til den gamle bindingsværksgård.
"Vi har inviteret ham for at få Dæmpegård ind på Christiansborg," siger Lisette F. Thamdrup.
Der er lang vej
Nationalparken Kongernes Nordsjælland blev flere gange nævnt under besøget som en oplagt del at tænke Dæmpegård ind i, men der er et lille men: Allerød Kommune er ikke en del af Kongernes Nordsjælland og heller ikke turistorganisationen Visit Nordsjælland.
"Det overrasker mig faktisk, at Allerød Kommune ikke er med," kunne Martin Lidegaard fortælle.
"Jeg mener, at Dæmpegård skal tænkes ind i Kongernes Nordsjælland. Der er bestemt noget at gå videre med med stedet, men der er lang vej," siger folketingsmedlemmet.
"Der er mange, der kommer til at skulle spytte i kassen, hvis det skal være bæredygtigt. Det bliver kommunen, det bliver private, det bliver en række forskellige," siger han.
Overnatning for ryttere
Dæmpegårds Venner overvejer flere forskellige muligheder for Dæmpegårds anvendelse. Skovbørnehave er nævnt, men igen er Kongernes Nordsjælland endnu en mulighed. Ifølge Lisette F. Thamdup er nationalparken ikke uinteresseret, fordi der går en riderute fra Store Dyrehave og op til Esrum Kloster, hvor nationalparken har hovedsæde. Ruten er 70 kilometer lang, og derfor er en af ideerne med Dæmpegård, at der skal være mulighed for ryttere og andre at overnatte på stedet. Ruten er for lang til én enkelt ridetur.
"Det vil være optimalt, fordi der er staldpladser på gården," siger hun.
Lisette F. Thamdrup har deltaget i møder med Kongernes Nordsjælland for at få dem med i et kommende projekt, men dialogen stoppede på grund af Allerød Kommunes manglende medlemsskab af nationalparken.
"Argumentet er, at Allerød ikke har behov for turister, men jeg vil jo mene, at vi har en unik natur, som andre kunne få glæde af. Det kunne kommunen også vinde på, for det kunne give folk lyst til at bosætte sig her," siger Lisette F. Thamdrup.
En af tankerne er også, at gården skal indgå i parforcejagtsystemet i Store Dyrehave, men Dæmpegård ligger lige på den anden side af den grænse, der er trukket for landskabet, fortæller formanden.
Arbejder videre
Mødet med folketingspolitikeren sluttede af med, at alle nu går hjem og arbejder videre.
"Vi har vist alle sammen nogle lektier for," kunne Martin Lidegaard konstatere.
Ud over Dæmpegårds Venner var også Danmarks Naturfredningsforening, den lokalhistoriske forening LAFAK og Ninas Naturcafé repræsenteret, da folketingsmedlemmet besøgte Dæmpegård.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET