Blovstrød Kirke arrangerer påskeskattejagt med æggeløb og påskevandring.
SKATTEJAGT Blovstrød Kirke havde meget stor succes med en fastelavnsskattejagt i vinterferien, og derfor arrangerer kirken nu en tilsvarende og større påskeskattejagt den 27. og 28. marts - begge dage kl. 10:00-13:00.
"Vi oplevede en kæmpe interesse for vores skattejagt til fastelavn og var meget kede af, at vi måtte afvise nogen. Derfor har vi nu lavet en endnu større påskeskattejagt og spredt den over to dage", siger børnemedarbejder Ulla Petersen.
Påskeskattejagten gælder om at samle viden om påske for at nå frem til skatten. Undervejs spiser man blandt andet brød med Jesus (Skærtorsdag), kommer med Jesus helt ind i gravens mørke og fortsætter ud i lyset (Påskemorgen) i et hav af påskeliljer. Og derimellem er skattejagten krydret med masser af sjov med æggeløb for hele familien, besøg af påskeharen og en stor udendørstegneserie som finale.
Skattejagten tager omkring 45 minutter og er for alle aldre.
Tilmelding
For at være sikre på, at der er skatte nok til alle, beder kirken om tilmelding hurtigst muligt, men senest onsdag, den 24. marts til sognegårdsbestyrer Hanne Dal på hada@km.dk.
Skriv deltagerantal samt hvilken af de to dage I ønsker at deltage. Skriv også gerne, hvis barnet ikke kan tåle mælkechokolade.
Alle coronaregler i forhold til afstand, afspritning osv. følges nøje. Skattejagten foregår udenfor og over et stort areal omkring kirken. Ved meget stor interesse kan det blive nødvendigt at lukke for tilmelding før den 24. marts.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET