På markerne nord for Sortemosevej forløber en skovbyggelinje, som bevirker, at der ikke må opføres bebyggelse i en afstand på 300 meter fra skoven.
NATURFORBEDRINGER Blovstrød-borgeren Christian Glahder har et indlæg i Allerød Nyt, hvor han skriver:
“Socialdemokratiet vil gerne bygge et bofællesskab på markerne nord for Sortemosevej - jævnfør Allerødnyt, den 24. februar.
Allerød kommunes slogan lyder blandt andet 'Tæt på Naturen', hvilket må betyde, at vi og kommunen er glade for den megen natur, der er her. Men med kommunens stadige byggeplaner bliver der mindre natur, og den der er, bliver mere presset.
I de tre år, vi har boet i kommunen, er der blandt andet bygget Drabæk Huse, Frugtlunden, Grønningen, Teglværkshusene, og Enghaven er planlagt bebygget.
Der kan ikke bygges på markerne
Socialdemokratiet vil tage hensyn til skovbyggelinien på 300 meter (selvfølgelig!), hvilket medfører, at der ikke kan bygges på markerne (Red.: jf. nedenstående plan).
Videre hedder det, at det ikke bebyggede areal omlægges til overdrev for at øge naturværdien. Men naturværdien øges ikke ved først at bygge og så omlægge resten til natur!
Apropos naturværdi har Århus Universitet netop offentliggjort et naturindeks for landets kommuner.
Det fortæller, hvor meget natur en kommune har og kvaliteten af den. Her ligger Allerød som nr. 14.
Det lyder godt, men Lyngby-Taarbæk, Furesø, Rudersdal og Hillerød ligger i top 10. Forskellen er blandt andet, at naturværdien af Allerøds skove er ringere (for meget hugst), selv om skovarealerne er ret ens.
Desuden har de fire kommuner dobbelt så meget sø-areal, som samtidig har en langt højere naturværdi end Allerøds søer.
Endelig er cirka en tredjedel af Allerøds areal dækket af marker med ringe naturkvalitet, hvor de øvrige kommuner, bortset fra Hillerød, har et lille markareal af ret høj kvalitet.
Stop drift på markerne nord for Sortemosevej
Det, Allerød burde gøre, var at stoppe drift og dræning på markerne nord for Sortemosevej, hvilket ville ændre området til et overdrevsareal med spredte søer (luftfoto viser otte småsøer).
Det ville fremme antallet af sommerfugle, padder og fugle og dermed højne kommunens naturkvalitet.”
Om skovbyggelinie
Naturbeskyttelseslovens § 17 siger om skovbyggelinjen:
For at sikre det frie udsyn til skoven og skovbrynet og for at bevare skovbrynene som værdifulde levesteder for plante- og dyreliv forløber der en skovbyggelinje i en afstand af 300 meter fra skoven.
Bestemmelsen om skovbyggelinjen gælder for en eller flere private skove med et sammenhængende areal på mindst 20 ha samt for alle offentlige skove, jf. naturbeskyttelseslovens § 17. Ved skove forstås arealer, der er bevokset med træer – også selvom skoven er ganske ung – med mindre der er tale om landbrugsafgrøder, såsom juletræer og pyntegrønt. Bestemmelsen omfatter også skove, der ikke er pålagt fredskovspligt.
Mellem skoven og skovbyggelinjen må der ikke placeres bebyggelse, såsom bygninger, skure, campingvogne, mm.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET