Blovstrød Kirke tilbyder privat altergang

Sognepræst Kristine Krarup Ravn tilbyder nu privat nadver, fordi det for tiden ikke er muligt at mødes i kirken til nadveren.

Vi nærmer os påskeugen og dermed også skærtorsdag, som i år falder den 9. april. Foto: AOB

PÅSKEUGEN Vi nærmer os påskeugen og dermed også skærtorsdag, som i år falder den 9. april. Skærtorsdag er den dag kristne markerer, at Jesus for første gang spiste sammen med sine disciple og sagde de ord man senere har gentaget hver søndag om henholdsvis brødet og vinen: ”Dette er mit legeme” og ”Dette er mit blod.” Men i år er det på grund af corona-situationen ikke tilladt at fejre gudstjeneste sammen skærtorsdag. 

I den forbindelse fortæller vores sognepræst i Kristine Krarup Ravn:
”Nu er det snart en hel måned siden vi sidst har uddelt nadveren i Blovstrød Kirke. Vi holder youtube-andagt, hver søndag, men det er slet ikke det samme. Ikke et lægemiddel som brødet og vinen er det. 

Derfor vil jeg gerne i anledning af skærtorsdag, som nærmer sig, gøre opmærksom på, at det er muligt at få privat altergang, hvor jeg kommer hjem til jer eller I kommer til mig på mit kontor i sognegården.”

Privat altergang er normalt noget præster holder med meget syge mennesker, som ikke selv kan komme i kirken, men i dette nødstilfælde, hvor kirkerne er lukket, så er det ifølge Kristine krarup Ravn den bedste måde at give menigheden adgang til nadveren: 

”Flere kirker opfordrer til at man indtager nadveren mens man hører gudstjeneste i radioen. Det er klart, at der kan være en stærk sjælesørgerisk pointe i den løsning, men problemet er, at det strider imod en 2000 år gammel tradition for at netop naveren kræver nærvær. Den kræver deltagernes kroppe i samme rum. Gud er blevet menneske. Virkeligt. Virkeligt kød, så underligt det end lyder. Ikke bare på en symbolsk eller metafysisk måde.”

Og synes man at privat altergang er for mærkeligt, så kan man også vente, uddyber sognepræsten: ”Det er faktisk et meget nyt fænomen, at vi går til alters så ofte. Tidligere fjorde man det gerne et par gange om året. Måske kan der ligefrem være noget fint i at gå og længes efter brødet og vinen.” 

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET