TEPM-udvalget har besluttet, at ville indhente udtalelse fra f.eks. Museum Nordsjælland eller LAFAK om der bør gives dispensation til lokalplanen.
DISPENSATION En borger har ansøgt kommunen om dispensation til udstykning af en ejendom i den bevarede ældre del af Blovstrød på Blovstrød Byvej. ‘Ejendommen ligger ud mod Grønholmen med gadekæret og er iøjnefaldende, når man bevæger sig op ad byvejen’, lyder det af sagsbeskrivelsen. Udstykningen er i konflikt med lokalplanens bestemmelser og kræver derfor dispensation.
Sagen var til behandling i Teknik-, Erhvervs-, Plan,- og Miljøudvalget i går, hvor følgende blev fremhævet fra lokalplanen:
Bevarende lokalplan – jf. § 1
Lokalplanens formål er, at bevare det kulturhistoriske miljø, der er i den ældre del af Blovstrød. Det gøres i lokalplanen ved at sikre en helhed, hvor vejforløb, grønne elementer (beplantning) og arkitektoniske værdier bevares, herunder også grundenes størrelse.
Udstykning - jf. §4
Det er kun tilladt at udstykke grunde i henhold til udstykningsplanen. Denne grund er ikke omfattet af udstykningsmuligheden i lokalplanen og kræver derfor dispensation fra lokalplanen.
Ejendommens arkitektoniske værdi
Ejendommens arkitektoniske værdi er høj. Den lange bygning med gavl mod Blovstrød Byvej er den oprindelige. Den lille bygning mod nord parallelt med Blovstrød Byvej er fra 1976, men opført helt i stil med den oprindelige, og man har derved opnået en god helhed. Lige sådan med havemur og muret carport mod syd. Hele forløbet mod Blovstrød Byvej fremstår som en helhed, og beplantningen mod forten er i fin overensstemmelse med landsbykarakteren.
Blovstrød Byvej 16 A blev opført som en kontorbygning, men må være ombygget til enfamiliehus, og udstykket fra ejendommen i 1978, hvor der er lavet en påtegning på servitutten om, at ejendommen ikke kan udstykkes. Påtegningen er også meget klar, der kan kun udstykkes i de 2 matrikler, der nu er Blovstrød Byvej 16 A og 16 B.
I sagsbeskrivelsen følger endvidere:
Bygningen er udpeget som forstærkende for kulturmiljøet. Alle de bygninger, der er særligt udpeget i lokalplanen ligger omkring landsbyforten, så det understreger vigtigheden af bevaring i dette område. Det vil have betydning for helhedsindtrykket, hvis grunden deles op og der kommer ny bebyggelse på den frastykkede grund. Det rolige grønne forløb mod forten, vil bl.a. blive brudt af en overkørsel mere. I det hele taget beskriver lokalplanen meget fint, at det ikke er de enkelte huse, men helheden, der er bevaringsværdig, herunder også de enkelte grunde og deres størrelse, som sikres ved forbud mod ydereligere udstykning end vist i udstykningsplanen. Ejendommen er ikke omfattet af lokalplanens udstykningsmuligheder.
I Teknik-, Erhvervs-, Plan,- og Miljøudvalget besluttede man, at sagen genoptages efter der er indhentet udtalelse fra f.eks. Museum Nordsjælland eller LAFAK (Lokalhistorisk Arkiv og Forening i Allerød Kommune).
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET