Ikke alle trafikproblemer i Blovstrød er behandlet i trafik-analysen

“Det tager 20-30 minutter i bil at komme gennem kaosset i Blovstrød hver morgen.”

Her er et gratis forslag fra AOB til en ‘Kiss n' ride’-afsætningsvej ved privatskolen for de bilister, der kommer fra Kongevejen. På modsatte side af Sortemosevej er der rigelig med plads til en afsætningsplads for de, som kommer fra Lillerød. Manipuleret foto: AOB

TRAFIKKAOS I mandags bragte vi en artikel om resultatet af ‘Fremkommelig-hedsanalysen’, der bl.a. fremhævede 4 trafikknuder i Blovstrød, som man havde et løsningsforslag til LÆS HER. Dette fik flere af vores læsere på Facebook til at reagere, og som mener, at det slet ikke er alle trafikproblemerne i Blovstrød, som er behandlet i analysen.

Således skrev flere: “Der er Ikke et eneste sted i Blovstrød, hvor man i myldretiden sikkert kan komme ud på Kongevejen for at komme mod syd - ind imod København. Der er ekstrem meget trafik ved alle udkørselsmulighederne.”

Andre skrev: “Det er ikke nok til at forbedre de fire forhold i Blovstrød, som angivet i rapporten. Udkørslen fra Blovstrød Byvej og Drabæk Huse er håbløse. Ligeledes er udkørslen ved Sjælsø Allé problematisk - for slet ikke at taler om trafikken på Sortemosevej.”

Total stoppet ved Sortemosevej
Flere skriver om Sortemosevej, som praktisk talt er totalt stoppet i myldretiden ud for privatskolen. En læser skriver:

“Her er forældrene til børn på privatskolen begyndt blot at ‘gøre holdt’ på selve Sortemosevej frem for at køre ind på skolens område. Det blokkerer fuldstændigt trafikken under af- og på-manøvrer, men den konkrete bil er hurtigt med igen, fremfor at den bliver ‘låst’ inde på skolens område. Blot skidt at være nummer fem i køen på Sortemosevej. Om en lyskurv ved Blovstrød Teglværksvej løser noget i det set up er tvivlsomt - måske endda problematisk.” 

En anden læser supplerer: “Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Blovstrød er et kaos og vi mangler i særdeleshed en Kiss n' ride på begge sider af Sortemosevej ved privatskolen. Eller også kunne man måske lære børnene at cykle selv og færdes i trafikken, hvilket jo især ville hjælpe på de trafikale problemer omkring skolen. Lige pt tager det 20 - 30 minutter at komme igennem kaosset hver morgen og eftermiddag. Det er alt, alt for længe!”

Rent teknisk kunne der godt etableres en ‘Kiss n' ride’-afsætningsvej på begge sider af Sortemosevej ud for privatskolen - Ovenstående viser AOB et gratis forslag.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET