Kom med til en orienterings-vandring i Allerød Bymidte

Borgmester Karsten Längerich: “Jeg håber, at mange har lyst til at bruge en times tid på en frisk tur igennem byen og med en god snak med byrådet.”

Ruten går langs M.D. Madsensvej, arealerne ved Allerød Station og Pallas-bygningen, langs den kommende grønne forbindelse, og forbi det fremtidige Kulturtorv. Foto: Allerød Kommune

BYVANDRING Lige nu er en ny lokalplan for Allerød Bymidte i høring, og hvis du gerne vil blive klogere på, hvad den indeholder, kan du komme på byvandring i bymidten lørdag, den 1. februar, kl. 10:00-11:00.

Ruten starter ved bibliotekets hovedindgang og går ned langs M.D. Madsensvej. Videre til arealerne ved Allerød Station og Pallas-bygningen. Man fortsætter langs den kommende grønne forbindelse og forbi det fremtidige Kulturtorv.

På turen rundt præsenteres planerne for de specifikke områder, og der vil være mulighed for at få en snak om højder, forbindelser, parkering, begrønning, arkitektur og udviklingen af det kommende Kulturtorv. Kort: Allerød Kommune

Borgmester Karsten Längerich siger: "Jeg glæder mig til at kunne drøfte de tanker, der ligger bag både helheldsplanen og lokalplanen for bymidten, mens vi går gennem byen og kan se og forklare det mere konkret, hvad idéerne betyder. Jeg håber, at mange har lyst til at bruge en times tid lørdag formiddag på en frisk tur igennem byen og med en god snak med byrådet."

Formanden for teknik-, erhvervs-, plan- og miljøudvalget, Miki Dam Larsen supplerer: "Det er en god mulighed for at få et indblik i planen og dens betydning for området. Én af grundtankerne bag lokalplanen er, at den skal være med til at sikre, at vores fælles bymidte fortsat kan udvikle sig og fremstå attraktiv og levende.

En anden grundtanke er at få fornyet bymidten på en bæredygtig måde. Det skal bl.a. ske med klimasikring af byen, sikring af træer og regnvandsløsninger samt grønne forbindelser."

Startstedet er Skoven 4 – foran bibliotekets hovedindgang.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET