De tre tennisklubber, Allerød Tennisklub, Blovstrød TennisKlub og LUI Tennis, glæder sig til at tage den nye flotte tennishal i brug efter flere forsinkelser.
INDVIELSE Allerød Kommune oplyser, at den nye tennishal er nu klar til at blive indviet torsdag, den 7. november kl. 15:00. Det er en fælleshal for de tre tennisklubber i kommunen: Allerød Tennisklub, Blovstrød TennisKlub og LUI Tennis.
Oprindeligt var det planen, at tennishallen skulle slå dørene op i maj-juni måned i år. Men efter drøftelser mellem de tre tennisklubber og forvaltningen kunne det konstateres, at forskellige funktionskrav ikke var defineret præcist nok i udbuds-materialet mht. gulv-belægningen. Man besluttede derfor at gennemføre et nyt udbud af gulvet til tennishallen. Dette betød selvsagt en forsinkelse af åbningen af hallen, og planen var, at der kunne spilles i hallen fra den 1. oktober.
En lang fødsel
Men sådan skulle det ikke gå, for siden opstod der nye forsinkelser som følge af uenighed mellem hovedentreprenøren og gulvleverandøren i forhold til gulvets kvalitet. Der blev dog fundet en løsning, og gulvudlægningen startede så medio september måned. Men denne sene opstart betød så, at hallen ikke kunne nå at åbne før, vi nu er kommet ind i november måned, hvilket har været til stor skuffelse for de tre tennisklubber, som nu ser frem til at kunne svinge ketcheren indendørs i egne lokaler.
Tennishallen er på omkring 2000 kvadratmeter og har tre tennisbaner.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET