Nytårsaften - masser af fyrværkeri, men for tæt på de stråtækte huse

Utrolig mange steder respekterede man ikke loven om affyring af fyrværkeri i nærheden af de stråtækte huse.

Nytårsraketter tæt på de stråtækte huse. Foto: AOB

NYTÅRSFYRVÆRKERI Gitte Damgård fra ‘Sikker i Blovstrød’ fortæller til AOB, at hun i går - den 1. januar - gik en runde i Blovstrød og måtte konstatere, at det var trist, at så mange havde valgt at fyre fyrværkeri af lige op ad de steder, hvor der er stråtækte huse. 

Gitte Damgård siger: “Det er uansvarligt og også et dårligt signal at sende til de unge - for jeg hører, at en del af problemet absolut ikke bare er de unge, man lige så meget forældrene. 

Jeg så, hvor meget, der var fyret af ved Blovstrød Svømmehal, ved Byparkens p-plads ved Byagervej mv, hvor der var sat masser af information op om de lovpligtige sikkerhedsafstande på lygtepælene. Det område er så tæt på stråtækte huse, som man kan komme, og samtidig fordobles sikkerhedsafstanden ved blæsevejr. I øvrigt er det strafbart, at overtræde reglerne og straffes med bøde eller fængsel.” 

Ved bl.a. Byparkens p-plads ved Byagervej blev der skudt div. fyrværkeri af - men det var - i følge loven - alt for tæt på de stråtækte huse, som lå tæt op af p-pladsen. Her var der i øvrigt sat masser af informationer op om de lovpligtige sikkerhedsafstande på lygtepælene. Foto: AOB

“Jeg havde i år bedt politiet køre forbi, hvis der var mulighed for det, og det vil jeg også be' om årene fremover,” siger Gitte Damgård og fortsætter:

“Jeg synes, der er gjort en del i år og sidste år for at informere om problemstilingen her i ‘Sikker i Blovstrød’, via Alt Om Blovstrød og via Lokalavisen Allerød Nyt, så det er næppe uvidenhed, der gør sig gældende, men også på informationssiden kan der naturligvis strammes op, og det tænker jeg, at det vil blive - ligesom der vil blive taget fornyet kontakt med kommune og brandvæsen med henblik på at sikre stråtækte huse, dyr, naturområder.” 


SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET