I tirsdags havde TV2 en udsendelse fra Blovstrød i forbindelse med tyverierne i vort område i relation til Nabohjælp.
GO'MORGEN Tirsdag morgen var TV2 på besøg på Pilegårdsvej hos Gitte Damgård for at høre, hvad borgerne havde gjort for at nedsætte indbruddene i vores lokalområde.
Der var et kort indslag kl. 07:50, som var en appetizer for de kommende indslag, som blev sendt fra kl. 08:10 og videre frem på formiddagen.
Tidligere - i 2015/2016 - havde Allerød Kommune en meget kedelig 1. plads mht. procentvis størst antal indbrud i Danmark, og hvor Blovstrød i øvrigt havde dobbelt så mange besøg af ubudne gæster i forhold til resten af kommunen.
Dette bevirkede, at man fik etableret flere møder med kommunen og politiet og samtidig oprettede Gitte Damgård Facebook-grupperne 'Sikker i Blovstrød' og senere 'Sikker i Allerød Kommune'. De har i dag henholdsvis 520 og 1548 medlemmer.
Endvidere opfordrede man borgerne til at tilmelde sig Nabohjælp-ordningen, der er gratis, og som er så udbredt i kommunen, at den i dag har allerflest nabo-hjælpere i hele landet - helt præcis 2.713 - ud af 10.275 - tilmeldte husstande.
I udsendelsen fortalte Gitte Damgård - samt flere andre nabohjælpere - hvordan man have sikret sig mod indbrud. Man kan gøre meget selv - men også gøre noget sammen ved en øget bevågenhed, og det er her at Nabohjælpen kommer ind i billedet.
Ægteparret Margit og Henrik Sandum fra Sandholmgårdsvej - som har haft 6 indbrud - kunne bekræfte, at Nabohjælpordningen er med til at holde indbrudstyve væk - og samtidig kommer man hindanden mere ved. "I dag føler vi os meget mere trygge" sagde Margit Sandum.
Man kan på nabohjælp.dk læse uddybende oplysninger om Nabohjælp.
LÆS OGSÅ: Allerød er bedst til nabohjælp