For 4. år i træk afholdes et af Danmarks bedste og bredeste håndboldstævner for piger og drenge i alderen 10-18 år
SØLVPOKAL Rema 1000 Rudersdal Cup 2017, som blev afviklet den 22.-24. september, gav en unik mulighed for, at alle klubbens hold kunne være med i turneringen og fik 3 fantastiske håndbolddage sammen.
"I alt deltog 100 hold i turneringen, der viste masser af gode kampe og spillerglæde," fortæller Bo Thorenfeldt Poulsen, som her beretter om Blovstrød-drengenes kampe frem til en sølvpokal:
Blovstrød gik i træningslejr allerede fredag aften på Birkerød Skole for at vedligeholde det gode kammeratskab på holdet.
Allerede lørdag morgen gik det løs med første kamp mod Espergærde. Efter en forsigtig start, hvor Espergærde fulgte med til stillingen 3-2, tog Blovstrød drengene fat med det karakteristiske boldpres og hurtige opløb. Det kunne Espergærde i modstå, og Blovstrød sejrede overbevisende med 14-5.
I næste kamp i puljen stod Blovstrød overfor den hæderkronede klub FIF fra Frederiksberg. I denne kamp måtte Blovstrød strække våben. FIF vandt kampen med cifrene 11-6.
I tredje og sidste kamp, der grundet point tabet i forrige kamp, var vigtig i forhold til hvem holdet skulle møde kvartfinalen, stod Ølstykke/Jyllinge umiddelbart med de bedste kort på hånden, da de havde vundet de to foregående suverænt. Derfor var det et hårdt kæmpende og koncentreret Blovstrød mandskab, der på forbilledlig vis sikrede sig sejren med et enkelt mål. Sejren betød, at holdet endte på andenpladsen i puljen - med udsigten til at møde en -på papiret lettere modstander i søndagens kvartfinale.
Humøret var derfor højt, da spillerne vendte tilbage til indkvarteringen på skolen, hvor der skulle forplejes og restitueres, da kvartfinalen mod Himmelev skulle spilles allerede kl. 08:00 søndag morgen.
Blovstrød-drengene var åbenbart mere morgenfriske end drengene fra Himmelev. I hvert fald førte Blovstrød komfortabelt efter første halvleg. Imidlertid smed holdet flere bolde over styr som anden halvleg skred frem, men med en koncentreret indsats i slutfasen red Blovstrød stormen af, og kvalificerede sig til semifinalen mod Helsingør, der vandt deres pulje med maksimum point. Det var derfor nogle nervøse drenge, der gjorde sig klar til semifinalen.
Imidlertid synes Blovstrød at være bedre forberedt på Helsingør end omvendt. I hvert fald viste Blovstrød igen en fantastisk fightervilje, og efter en spændende afslutning kunne holdet trække sig sejrrigt ud af kampen med et enkelt mål til slutresultatet 11-10.
I finalen blev til et gensyn med FIF. Trods en god portion mod fra drengenes side, slap kræfterne desværre op, da kampen gik ind den sidste tredjedel. FIF kunne derfor fuldt fortjent modtage guldmedaljerne, mens Blovstrød med en fuldt ud godkendt indsat kunne modtage både pokal og de meget velfortjente sølvmedaljer.