Serviceoplysning til Blovstrød-borgerne: En ny kampagne sætter en bestemt gruppe bilister i politiets søgelys fra i dag, mandag
SØGELYS Enhver dansker med et kørekort er udmærket klar over, at det ikke er lovligt at køre bil, mens man snakker i håndholdt mobil. Alligevel er rigtig mange dårlige til at overholder denne trafikregel.
Alene i januar 2017 har mere end 3.400 trafikanter nemlig fået en bøde for at bruge håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken. Det viser nye tal fra Rigspolitiet og for at komme problemet til livs, vil politiet i denne uge (uge 8) gennemføre en landsdækkende kontrol af uopmærksomme bilister.
’Kør bil, når du kører bil’
Det sker som opbakning til den aktuelle kampagne ’Kør bil, når du kører bil’. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.
"Der er uopmærksomhed involveret i omkring hvert tredje trafikdrab på vejene. Derfor er det vigtigt, at trafikanterne har fokus på trafikken, når de kører på vejene. Alt for ofte stopper vi folk, der roder med mobil, papirer eller noget helt tredje, mens de kører. Det fjerner fokus og øger risikoen for alvorlige ulykker," forklarer Erik Terp Jensen, chef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Holde fokus på trafikken
I de seneste uger har en landsdækkende kampagne fra Rådet for Sikker Trafik, Forsikring & Pension samt landets kommuner allerede mindet trafikanterne om, at de skal holde fokus på trafikken, når de sidder bag rattet.
Set over fem år har hele 354 mennesker mistet livet i trafikulykker, hvor de selv eller andre har været uopmærksomme. Dertil kommer endnu flere tilskadekomne personer, som ikke er opgjort.
Gode råd til bilisterne
I forbindelse med den forstående kampagne har politiet flere gode råd til bilister, som har svært ved at lægge mobilen fra sig, når de sidder bar rattet.
• Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil
• Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe
• Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed
• Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden - eller vent til du kommer frem
• Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer
• Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller osv.