På baggrund af en anonym henvendelse har Arbejdstilsynet gennemgået forholdene på arbejdspladsen ved vejarbejdet på Kongevejen og har fundet, at alt er helt i orden
Entreprenørselskabet Barslund A/S blev fornylig anmeldt af en anonym person for ikke at overholde Arbejdstilsynets regler i forbindelse med de arbejder firmaet udfører på Kongevejen.
Formanden, Peter Brauer Andersen, fra Barslund fortæller til AOB, at denne anmeldelse medførte, at Arbejdstilsynet uanmeldt mødte op for at gennemgå arbejdspladsen i detaljer men fandt, at alt var helt i orden, hvilket blev fulgt op af en skriftlig meddelelse til firmaet. Dette fandt entreprenøren selvsagt meget tilfredsstillende, og klageren fik således ikke medhold.
Peter Brauer Andersen oplyser i øvrigt, at gang- og cykelstien på den nord-østlige side af Kongevejen nu er frigivet for fodgængere og cyklister - dvs. at alt entreprenørarbejde nu foregår på den syd-vestlige side, altså på REMA 1000-siden.