"Det vigtigste er at få ansat de rigtige lærere - nogle der brænder igennem, som kan noget både fagligt og menneskeligt," siger den nye skoleleder
Det er en lærer med både bevægelse og rytme, der fredag 1. april sætter sig i chefstolen i den nye Allerød Privatskole på Ny Allerødgård i Blovstrød.
41-årige Mikkel Kofod Løvenhøj havde på læreruddannelsen ikke bare musik og idræt som linjefag - der er også tale om to fag, der optager ham meget og som har formet ham. Det skriver Frederiksborg Amts Avis og uddyber:
Da Mikkel Kofod Løvenhøj orienterede om sine mål og holdninger ved præsentationen af ham som skoleleder på den nye Allerød Privatskole, skete det på Ny Allerødgård, og her fortalte han de ca. 400 fremmødte, at han da selv agtede at sætte sig bag klaveret til morgensang.
Det vigtigste for ham var dog at at få ansat de rigtige lærere, nogle der brænder igennem, som kan noget - både fagligt og menneskeligt, så netop faglighed og trivsel kommer til at gå hånd i hånd.
"Lærerne må gerne være forskellige, sådan er vi som mennesker, men målet skal være det samme," sagde Kofod Løvenhøj blandt andet. Gerne korte skoledage, hvis der er kvalitet i undervisningen. Han slog også fast, at eleverne skal have hurtig feedback på deres opgaver. Dynamikken og retningen var tydelig, og det lød næsten som om skolelederen havde en fortid som elite-idrætsudøver. Hvilket han da også har.
Amtsavisen skriver videre: "Fodbold fyldte meget for mig i mange år. Jeg spillede som helt ung i Superligaen for Næstved, og jeg har altid haft meget konkurrence-mentalitet, og fodbolden har givet mig en hel del, siger Mikkel Kofod Løvenhøj, der på ung-landsholdene spilede sammen med kendte navne som Martin Jørgensen og Thomas Sørensen.
"Der er selvfølgelig nogle af de værdier, der gælder på et fodboldhold, som også gælder, når man skal være skoleleder. Man skal turde gå forrest, og jeg var nok typen, der var anfører - både med og uden bind på overarmen.
Jeg synes selv, at jeg er god til at have kontakt med mennesker, og jeg har en stor glæde ved at se alle yde deres bedste. Det er vigtigt både for et fodboldhold og en skole er, at der er struktur, at organisationen er i orden, at der er plads til forskellige typer, så vi sammen er stærke. Det er jeg fuldt bevidst om, og det gælder også det, at der er nogle, der har brug for lidt pisk, mens andre skal have en gulerod."
Hele artiklen kan læses på Frederiksborg Amts Avis.