Den 6. november kl. 16:00 er der mindegudstjeneste ved Elsebeth Hougaard Jensen i Blovstrød Kirke
Blovstrød Kirke skriver:
Allehelgensdag 2016 har vi traditionen tro rykket vores morgengudstjeneste til kl. 16:00 om eftermiddagen. Hvor vintermørket lægger sig omkring os, mødes vi i Blovstrød Kirke til en stemningsfuld mindegudstjeneste, hvor Blovstrød Kirkes Kor medvirker.
Vi tænder lys i eftertankens skær og synger sammen. Navnene på de mennesker, som er blevet bisat eller begravet fra Blovstrød Kirke i det sidste år, vil blive læst op i kirken. Efter gudstjenesten samles vi alle i våbenhuset til et lille glas.Som særlig afslutning på mindedagen er der mulighed for at sætte lys på gravene.