Det er vor sognepræst, Kristine K. Ravn, der sammen med sin kollega Frida Guld står bag studiekredsen
Henover vinteren og foråret 2016 har Blovstrød og Farum sogne i en studiekreds med arbejdstitlen 'Fromme Søren' taget Søren Kiekegaard under behandling.
Nu har studiekredsen - der bestod af fem foredrag - resulteret i antologien af samme navn, hvor de fem oprindelige bidrag suppleres af yderligere seks. I søndags blev bogudgivelsen fejret med reception, gudstjeneste og yderligere to oplæg om Søren Kirkegaard.
Det er vor sognepræst i Blovstrød Kirke, Kristine K. Ravn, der sammen med sin kollega Frida Guld står bag studiekredsen. De to har også forfattet hvert deres bidrag til antologien, som de ligeledes har redigeret.
Af yderligere bidragsydere kan nævnes Anders Kingo, der er domprovst i Helsingør og Sørine Gotfredsen, som er sognepræst i Jesuskirken i Valby. Udover præster har også en forsker i Kierkegaard bidraget til bogen.
Nu er Kristine K. Ravn spændt på, hvordan bogen - der er udkommet på Forlaget Eksistensen - bliver modtaget.
"Vi synes, det har været sjovt og givende at lave bogen, og vi synes selv den er interessant. Men vi er spændte på, hvordan den bliver modtaget," siger hun og fortsætter:
"Jeg synes, jeg har oplevet, at de sognebørn, der har været her til foredragene i studiekredsen har været meget optaget af det. Så i sognet har det fået nogle til at interessere sig for det udover den snævre kreds. Kierkegaard kan være meget kompliceret at læse, men det er de her tekster egentlig ikke. De er meget ligetil. Så jeg håber egentlig, at vi har gjort det lidt bredere end blot til en snæver kreds med denne her bog."