I morgen, lørdag, er der kamp om at komme i SERIE 1 på Blovstrød Stadion ved Blovstrødhallen kl. 14:00
Holdlederen for senior 1, Morten Buchwald, siger til AOB:
"Vi har generelt været gode til at få den sidste hjemmekamp til at være emotionel og med stort spændingsmoment - dette er også gældende her i år 2015.
Fakta er, at vinderen af dagens dyst rykker op i serie 1, mens taberen nok må forvente endnu en sæson i serie 2. I tilfælde af uafgjort rykker Blovstrød op i serie 1.
Først får alle de trofaste Blovstrød-støtter den traditionsrige sandwich og håndbajer, og herefter gælder det så slaget mellem Blovstrød og Frederiksværk i serie 2.
Spændingsmomentet er abnormt i dette opgør, og det gælder for alle aktører. Hermed være sagt, at det måske ikke bliver kønt at se på, men fight og vilje - det kan jeg garantere."
Morten Buchwald slutter: "Lad det bedste hold vinde! Kom så gutter, kom så Blovstrød!"
Til kampen vil der blive taget entré, kr. 20 for voksne over 18 år, børn/unge under 18 år har gratis entré. Alle BIF-medlemmer samt sponsorer og pointaktionærer har dog gratis adgang, da de kan få udleveret en talon i forbindelse med vores traktement inden kampen.