Tyv fanget af beboere

En 19-årig mand er blevet varetægts-fængslet i 14 dage, efter at et Blovstrød-par opdagede manden på vej ud ad deres indkørsel.

Politiet oplyser, at en fremmed ‘gæst’ havde overset, at haven, som han var på vej ud ad, var omkranset af et trådhegn med hønsenet, og han snublede derfor over det i forsøget på at forlade matriklen.

MISTÆNKELIG En 19-årig mand er i første omgang blevet varetægtsfængslet i 14 dage, efter et par Blovstrød-beboere opdagede manden på vej ud ad deres have og tilbageholdt ham og fik tilkaldt politiet. På sig havde manden syv forskellige mobiltelefoner, oplyser Nordsjællands Politi. Det skriver Frederiksborg Amts Avis og uddyber sagen:

Da et par med bopæl på Kongevejen her i Blovstrød kom hjem i mandags omkring klokken 11:30 efter en kort tur i det lokale supermarked, mødte der dem et mistænkeligt syn. Da parret kørte bilen ind i indkørslen, var en fremmed mand nemlig på vej ud ad deres have.

Den fremmede mand havde imidlertid overset, at haven, som han var på vej ud ad, var omkranset af et trådhegn med hønsenet, og han snublede derfor over det i forsøget på at forlade matriklen. Det så den mandlige 51-årige halvdel af Blovstrød-parret, som satte efter manden - en 19-år og uden dansk statsborgerskab. Efter en kort løbetur fik den 51-årige fat i kraven på den unge mand og bad ham blive, så det kunne blive opklaret, hvad han lavede på deres grund.

Mandens kone havde i mellemtiden ringet efter politiet, og imens kom nogle naboere til og hjalp med at holde den fremmede mand i skak, indtil politiet ankom og kunne overtage ham.

Syv mobiltelefoner
Politiet fandt intet mindre end syv forskellige mobiltelefoner på den 19-årige, der måtte overnatte i arresten. Tirsdag blev han fremstillet i grundlovsforhør. Her blev han varetægtsfængslet i 14 dage, imens politiet fortsætter efterforskningen.

“Vi mistænker blandt andet, at han ikke på lovlig vis har tiltusket sig de mange mobiltelefoner. Vi kan endnu ikke med sikkerhed sige, hvad manden lavede på grunden, men episoden viser desværre, at fremmede kan vise interesse for din bolig, selv når du bare er en hurtig tur i supermarkedet,” oplyser Nordsjællands Politi, som kommer med følgende opfordring, når man forlader sit hus:

Døre og vinduer skal være låst og lukkede, og bliver det mørkt, imens du er væk, skal du sørge for, at der er lys tændt i din bolig, så indbrudstyvene ikke nemt kan spotte, at hjemmet står tomt. Indbrudstyve foretrækker nemlig uden tvivl boliger, hvor der tilsyneladende ikke er nogen hjemme. Og manden fra i mandags ville nok også have foretrukket en bolig uden hegn i haven.