Børnehus 2 vil bevare en klar forbindelse med områdets historie gennem anvendelse af røde tegl på både facade og saddeltag.
BØRNEHUS 2 Så foreligger de første skitser af Børnehus 2, der bliver placeret ved Byagervej og længst mod øst. Der er mange borgere, som i længere tid har efterspurgt placeringen og udformningen af Børnehus 2 - men nu forligger der så et skitseprojekt, som skal danne grundlagt for et udbudsmateriale.
Flere Blovstrød-borgerne har tidligere påpeget, at man ikke ønskede en bygning med fladt tag - som Børnehus 1 - men en bygning, som have saddeltag (skrå tagflader), der bedre passede ind i den eksisterende ældre bebyggelse i området. Dette har man hos kommunes konsulenter, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, lyttet til, og bygningen opføres samtidig med røde tegl på facaderne og tag.
Det udarbejdede skitseforslag skal på onsdag, den 21. november behandles i Børne- og Skoleudvalget.
Brugermøder
I forbindelse med helhedsplanen er der arbejdet videre med opførelsen af Børnehus 2 i tæt samarbejde med de primære interessenter og brugere.
Gennem de seneste 4 måneder har der været afholdt en række konstruktive brugermøder, hvor omdrejningspunktet har været at skabe en institution, der til fulde kan understøtte den pædagogiske tilgang i Blovstrød Børne- og Læringsby og ift. den generelle udviklingsretning i Allerød Kommune – herunder Allerød Kommunes børne- og læringssyn.
Skitseforslag
På baggrund af det indledende arbejde, forholdene på grunden og byggetekniske overvejelser er der nu udarbejdet et udbudsmateriale for en institutionen i to planer, der placeres som en vinkelbygning, hvor den nuværende institution ‘Tusindfryd’ ligger.
Institutionen vil kunne rumme i alt 150 børn i alderen 0-6 år, og bygningen vil kunne anvendes fleksibelt idet, den indvendige indretning sker med lette vægge, således at bygningen med tiden også kan anvendes til andre formål, eksempelvis til indskoling eller andet.
Visioner
Fra byggeprogrammet hedder det bl.a.: Visioner for byggeriet har været at skabe en moderne sammenhængende institution, der såvel i arkitektur, indretning og udearealer bedst muligt understøtter de pædagogiske visioner i kommunen. Dette opnås blandt gennem følgende nøgle-elementer:
Legerampe
En stor legerampe, der fungerer som niveaufri adgang til 1.sal, men samtidigt også fungerer som attraktivt og kreativt legeareal, hvor der kan laves både små huler, legekasser og andre kreative elementer. Udformningen af adgangsrampen, giver de voksne et overblik over hele det nære udeareal, men giver samtidigt også mulighed for, at børn kan skabe små rum i det store.
Røde tegl
Det bliver en moderne udformning af bygningen, som bevarer en klar forbindelse med områdets historie gennem anvendelse af røde tegl på både facade og saddeltag. Trods sine 1500m2 er bygningen lavere end de eksisterende bygninger. Udformningen og placeringen sikrer samtidigt optimale lysforhold både inde og ude.
I beskrivelsen lyder det: Det bliver en visionær og nytænkende indretning, der bygger på nyeste forskning på området, og som samtidigt understøtter de pædagogiske visioner. Dette indebærer, bl.a. at traditionelle ‘stuer’ er erstattet af mange mindre og spændende rum, der hver for sig kan rumme forskellige typer af aktiviteter, men som samtidigt sikrer at de voksne nemt kan bevare tilsyn og overblik.
Nytænkning
I beskrivelsen oplyses endvidere, at brugerne har på dialogmøderne udtrykt stor tilfredshed med forslaget, der udover at rumme stort set alle forhåndsønsker fra brugersiden også indeholder en række spændende nytænkende elementer, der understøtter den pædagogiske linje.
Projektet udbydes som en totalentreprise, og byggeprogrammet er grundlaget for de indkomne tilbud. Efterfølgende vil der skulle tages stilling til de konkrete tilbud, som totalentreprenørerne fremsender. Institutionen skal opføres inden for en samlet ramme af 40 mio. kr., og den forventes at være klar til indflytning medio 2020.