Hvornår ændrer Center Sandholm status?

Ved politiets orienteringsmøde i november måned i Blovstrødhallen blev det nævnt, at Center Sandholm ville ændre status til rent modtagecenter - og det sker her fra den 1. marts

Fremover vil Center Sandholm udelukkende blive brugt som modtagecenter for alle asylansøgere, der kommer til Danmark. Arkivfoto: AOB

Fremover vil Center Sandholm udelukkende blive brugt som modtagecenter for alle asylansøgere, der kommer til Danmark. Arkivfoto: AOB

I forbindelse med at AOB havde møde med borgmester Jørgen Johansen i slutningen af januar vedrørende Blovstrøds naboforhold til Center Sandholm, bekræftede borgmesteren, at Center Sandholm bliver et rent modtagecenter, og dette sker nu her på tirsdag, den 1. marts, hvor to nuværende persongrupper på tålt ophold flyttes ud af centret.

Den ene persongruppe er kriminelle - dvs. dømte - udlændinge, som har udstået deres straf, og som skal udvises. En del af disse udvisninger kan tage lang tid - eller kan måske slet ikke foretages i praksis. De flyttes alle til Ikast/Brande.

Den anden gruppe er ikke-kriminelle - dvs. ikke-dømte - udlændinge, der ligeledes skal udvises. Også nogle af disse udvisninger kan tage lang tid - eller kan måske slet foretages i praksis. De flyttes alle til Center Sjælsmark, men børnene derfra vil dog stadig gå på Blovstrød Skole.

Fremover vil Center Sandholm således udelukkende blive brugt til indslusning af nyankomne, og alle, der kommer til Danmark skal igennem Center Sandholm, hvor opholdet på centret kun vil være omkring tre uger.

I forbindelse med Center Sandholm ligger også Ellebæk-fængslet. Det er et lukket fængsel, som er sikret med et dobbelt sikkerhedshegn. Dette fængsel bibeholdes, men risikoen for undvigelse er meget lille.

Man kan håbe, at denne ændring af Center Sandholm vil reducere antallet af de mange indbrud, der sker her i Blovstrød - men kun tiden vil vise, om dette holder stik.

Ellebæk-fængslet ved Center Sandholm. Arkivfoto: AOB

Ellebæk-fængslet ved Center Sandholm. Arkivfoto: AOB