Naturvejleder har gjort en banebrydende opdagelse, der kommer alle haveejere til gavn: Solsorten spiser dræbersnegle
Er du plaget af dræbersnegle i din have, så har en naturvejleder, Edvard Kristensen, gjort en banebrydende opdagelse, som selv ornitologer er overraskede over, idet han har konstateret, at solsorte spiser sneglene. Det er en historie, som Jyllands-Posten bringer.
Du skal anskaffe dig et stort kar med vand og læg nogle flade sten i midten. De indsamlede dræbersnegle lægger du derefter på stenene. Da sneglene ikke kan lide vand bliver de 'fanget' på stenene.
Derefter kommer solsorten og hakker sneglene i stykker og spiser dem med velbehag.
Biolog Hans Erik Svart fra Skov og Naturstyrelsen siger: "Det er da glædeligt, at solsortene er begyndt at spise dræbersnegle. Det har jeg ikke hørt om tidligere, og jeg håber da, at det er en tendens, der vil brede sig til hele landet."
Solsorten har ændret adfærd
Ifølge Dansk Ornitologisk Forening's hjemmeside har solsorten tidligere ændret adfærd. For godt 100 år siden var den en lidet udbredt sky skovfugl til i dag, hvor den er den almindeligste fugl i landet i et antal på godt fire millioner.
Hvor mange dræbersnegle der således er til hver solsort er et mere åbent spørgsmål. Solsorten holder fortrinvis til i villahaver, og dem er der halvanden million af.
Over 100.000 snegle i én have
"Der kan mageligt være et par tusinde dræbersnegle i en have. Et ægtepar i nordvestsjælland har således i år alene indsamlet 103.000 snegle," fortæller Hans Erik Svart.
Det tyder på, at solsortene ikke behøver at gå sultne i seng i de næste mange år. De skal bare lige vænne sig til, at livretten hedder dræbersnegle og ikke regnorme.