Kirken var fyldt til sidste plads med børn og voksne i alle aldre.
Børn og unge fra kirkens kor sang med klare stemmer i kirken. Foto: Yoko Andersen
HØSTGUDSTJENESTE I søndags blev den traditionelle høstgudstjeneste afholdt i Blovstrød Kirke med efterfølgende samvær på sognegårdens gårdsplads.
I den fobindelse beretter Grete Jessen følgende:
”Kirken var fyldt til sidste plads med børn og voksne i alle aldre. Traditionen tro indledtes gudstjenesten med, at børn og unge fra kirkens kor kom ind i procession bærende på blomster, frugt og grønt, medens de med rene, klare stemmer sang ‘Nu går vi glad vor kirkegang’. Indgangsbønnen blev fremsagt af medlemmer af juniorkoret.
Søndagens evangelietekst var fortællingen om Jesu besøg hos Martha og Maria, og sognepræst Kristine Krarup Ravn havde her allieret sig med medlemmer fra korene. Ind imellem hendes gennemgang af fortællingen lagde nogle af dem således stemmer til Jesus, Martha og Maria samt de 12 apostle. Smukt og levende og med klar tale hele vejen igennem.
Gudstjenestens forløb var derudover velkendt med dejlige efterårssalmer og præstens som vanligt gode og tankevækkende prædiken samt altergang.
Udgangsbønen var med piger fra juniorkoret. Som postludium fremførte de sammen med børnekoret to høstsange – ‘Sensommervise’ og ‘Marken er mejet’ – på smukkeste vis. Den musikalske ledelse blev varetaget af organist og kordirigent for juniorkoret, Yoko Andersen, og dirigent for børnekorene, Katarina Espe Thillerup.”
På gårdspladsen var der arrangeret fine boder med børneloppemarked. Foto: Grete Jessen
Grete Jessen fortæller videre: “Herefter gik langt de fleste fra kirken til gårdspladsen, hvor der var arrangeret fine boder med børneloppemarked. Desuden var der mulighed for at stille både sult og tørst, idet der blev budt på grillpølser, pandekager, kager og kaffe, flødeboller samt lækker, friskpresset æblesaft.
Der blev budt på grillpølser, pandekager, kager og kaffe, flødeboller samt lækker, friskpresset æblesaft, som blev produceret på stedet. Foto: Grete Jessen
Det var alt sammen muliggjort takket være kirkens personale, menighedsråd og en række af de frivillige, som altid stiller op, når der er behov for det.
Alt i alt nogle dejlige timer i såvel kirke som sognegård i fuld sol på årets måske sidste sommerdag.”
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET