Der var i går orienteringsmøde på Allerød Rådhus om opgaveudvalgets løsningsforslag.
VARMELØSNINGER Formanden for opgaveudvalget, Anders Møller Glümer, bød velkommen til de mange interesserede borgere, som var mødt frem til aftenens orienteringsmøde.
Byrådet nedsatte sidste efterår et udvalg, som fik til opgave at udarbejde en række anbefalinger til byrådet om, hvordan etablering af kollektive og klimaneutrale varmeløsninger kunne sikre en udfasning af olie og gas til gavn for klimaet og borgerne.
Anbefalingerne fokuserede på kollektive og klimaneutrale varmeløsninger for at fremme udfasningen af olie og gas. Anbefalingerne inkluderede endvidere udvidelse af fjernvarme, prioritering af vedvarende energi samt at styrke information og vejledning til borgerne.
Fordele og ulemper ved varmeløsninger
“Udvalget har haft fagspecialister, forsyningsselskaber, en brugerrepræsentant og politikere gennem det seneste års tid. Man har undersøgt, udforsket og diskuteret forskellige potentialer, fordele og ulemper ved de forskellige varmeløsninger,” sagde Anders Møller Glümer og fortsatte:
“Selv om gaspriserne igen er faldet, har vi en forpligtigelse over for miljøet og ikke mindst de kommende generationer. Derfor har vi i opgaveudvalget vægtet at komme med nogle anbefalinger, som har de samfundsøkonomiske og de mere langsigtede fordele for øje.”
Mere fjernvarme
Hvis anbefalingerne følges, vil det betyde, at der sker en udvidelse af den kollektive varmeforsyning, hvor fjernvarme tilbydes til endnu flere. Det vil også betyde, at vedvarende energi og energieffektive løsninger prioriteres højest i omstillingen.
Med anbefalingerne vil kommunen bedre understøtte både borgernes, virksomhedernes og forsynings-selskabernes handlemuligheder i forbindelse med omstillingen til nye kollektive og klimaneutrale varmeløsninger. Samtidig vil information, kommunikation og vejledning om disse handlemuligheder blive styrket.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET