Milliontilskud til Allerød Kommune så flere cykelstier kan etableres og forbindes til Supercykelstierne.
CYKELSTIER IT forbindelse med at knap 226 millioner kroner fra statens cykelpulje bliver fordelt mellem landets kommuner, har Allerød Kommune modtaget et milliontilskud.
Kommunens andel af cykelpuljen er på i alt 2.690.000 kroner, som skal gå til et af kommunens helt store cykelprojekter. Så der bliver taget imod tilskuddet med kyshånd i Allerød.
“Det er absolut noget, vi er glade for. Det er trods alt et projekt, der efterhånden har nogle år på bagen, og nu er der kommet nogle ekstra midler til det. Projektet går på, at der skal laves en dobbeltrettet cykelsti på Nymøllevej og Rådhusvej, som skal forbinde vores supercykelstier. Så det er noget, vi er meget glade for, og så kan det forhåbentligt være, at flere vælger at tage cyklen på arbejdet i stedet for bilen,” siger viceborgmester og formand for miljø-, erhvervs- og byudvalget, Miki Dam Larsen, til pressen.
Den statslige pulje gør det muligt for kommuner at få op til 40 procent af anlægssummen i tilskud til cykelprojekter, mens projekter på skoleveje og mellem to kommuner kan få op til 50 procent i tilskud. Flere af landets kommuner har søgt om tilskud til projekter, og Allerød er en af de 11 kommuner i Hovedstadsområdet, der har modtaget midler til et cykelprojekt.
Flere millioner til cykelstier Allerød Kommune modtager som sagt et tilskud på 2.690.000 kroner. De bliver lagt oveni de 6.725.000 kroner, der allerede er sat af til projektet på det kommunale budget. De i alt 9.415.000 kroner skal bl.a. bruges til at etablere en dobbeltrettet cykelsti langs en delstrækning på den sydlige side af Rådhusvej og en delstrækning på den vestlige side af Nymøllevej.
Alt i alt har 63 andre kommunale cykelprojekter, udover projektet i Allerød Kommune, også modtaget tilskud fra statens cykelpulje.
SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET