Borgmester Karsten Längerich stopper til næste år

“Det har været en givende rejse for mig at være borgmester og arbejde for demokratiet og vores lokalsamfund.”

Når Karsten Längerich stopper til næste år, har han været borgmester i Allerød Kommune i otte år og aktiv i politik i 12 år. Arkivfoto: Flemming Nyberg/AOB

STOPPER Af en netop udsendt pressemeddelelse fremgår det, at borgmester i Karsten Längerich stopper som borgmester ved næste kommunalvalg i 2025.

Om beslutningen siger borgmesteren: “Jeg nyder at være borgmester, og det er et spændende hverv, hvor man har en unik mulighed for at påvirke lokalsamfundets udvikling. Jeg blev valgt som borgmester samtidig med, at jeg blev valgt ind i byrådet i 2017 og har inden da haft en spændende erhvervskarriere. Det har været en givende rejse for mig at være borgmester og arbejde for demokratiet og vores lokalsamfund. Det har givet mig lyst til også at gå andre veje og anvende den enorme viden og de relationer, jeg har opbygget gennem min tid som borgmester, på andre måder. Derfor vælger jeg at stoppe som borgmester, mens jeg fortsat har mange år foran mig i mit arbejdsliv.”

Ved kommunalvalget i 2021, hvor Karsten Längerich stillede op som borgmesterkandidat, blev han overhalet i forhold til personlige stemmer af nyopstillede partifælde Clara Rao. Hun fik 821 stemmer, mens Karsten Längerich fik 768.

Når Karsten Längerich stopper til næste år, har han været borgmester i Allerød Kommune i otte år og aktiv i politik i 12 år.

SYNES DU OM ARTIKLEN, SÅ TRYK PÅ HJERTET